Palsgaards resultater er en kilde til inspiration ikke bare for fødevarevirksomheder men for hele erhvervslivet, siger direktør Tine Roed., DI.

Foto: Palsgaard
28.06.19 DIB Nyheder

Palsgaards produktion er klimaneutral to år før målsat

For otte år siden satte ingrediensvirksomheden Palsgaard sig for at blive klimaneutral på globalt plan indenfor 10 år. Det er lykkedes to år før tid. DI kalder det imponerende og en inspiration for andre virksomheder.

- Da vi satte os for at neutralisere vores CO2-udledninger, var der ikke mange, der troede det kunne lade sig gøre. Vi har imidlertid demonstreret, at med ambition og innovation er produktion af bæredygtige ingredienser muligt. At opnå CO2-neutral status to år forud for tidsplanen har givet os ekstra energi til fortsat at gøre en forskel. Vi håber, at andre virksomheder vil blive inspireret til at tage på samme rejse.

Sådan siger Jakob Thøisen, administrerende direktør i ingrediensvirksomheden Palsgaard, der fra Juelsminde i det midtøstlige Jylland forsyner fødevarevirksomheder i det meste af verden med specialiserede emulgatorer, der forbedrer kvaliteten og forlænger holdbarheden for store dele af fødevareindustrien.

Læs også: 100 veje til FN's verdensmål

Halm, sol, biogas, lys, isolering og meget mere

Palsgaard er ikke kommet hverken gratis eller nemt til den klimaneutrale status. Over hele verden har virksomheden investeret i en lang række tiltag, der tilsammen giver global klimaneutralitet.

I Danmark var Palsgaard allerede klimaneutral i 2015. Her er det opnået gennem effektiviseringer på fabrikken, vandkraft, afbrænding af halm fra den tilknyttede landbrugsproduktion, biogas, isoleringsteknikker og varmegenvinding, nye elbesparende lysinstallationer og en række andre tiltag.

Da vi startede ud, havde vi ikke forestillet os, at klimaspørgsmålet ville komme til at betyde så meget, som det nu gør. Jakob Thøisen, administrerende direktør i ingrediensvirksomheden Palsgaard

- I dag er vi glade for, at vi har været på forkant, og mange af vores tiltag giver også besparelser i driften. Det betyder samlet set, at vi står styrket i konkurrencen om at levere ingredienser til fremtidens fødevareindustri, siger Jakob Thøisen. 

Mange af de tiltag, der er gennemført i Danmark, er også sket virksomhedens faciliteter i resten af verden. Enkelte steder har det dog ikke været muligt for Palsgaard at skifte til vedvarende energikilder. Derfor har virksomheden indledt et partnerskab med FN og køber derigennem såkaldte CO2-offsets for at kompensere for de resterende udledninger.

- Det er langt overvejende på vores produktion i Malaysia, at det ikke har været muligt at anvende klimaneutrale energikilder. Derfor køber vi så at sige strøm produceret af tre navngivne vindmølleparker i Indien, som er godkendt og styret af FN, som vi i forvejen har forpligtet os til at arbejde sammen med om verdensmålene via Global Compact, siger Jakob Thøisen.

Læs også: Dupont stopper udvikling der ikke hjælper verdensmål

Imponerede bedrift

I Dansk Industri (DI) er direktør Tine Roed mere end imponeret over indsatsen i Palsgaard.

- Det er en sejr for Palsgaard. Og uden tvivl en sejr, der gør virksomhedens konkurrenceevne endnu bedre, end den er i forvejen. Fødevarevirksomhederne er i fuld gang med at skrue ned på deres egen CO2-udledning, og for dem er det en kæmpe hjælp, når råvareindkøbet ikke bidrager til virksomhedens klimabelastning, siger Tine Roed.

Hun mener samtidig, at virksomhedens resultater og indsats kan tjene som inspiration for mange andre virksomheder.

- Det vil ikke være muligt for alle at følge 100 procent i Palsgaards fodspor. Og slet ikke så hurtigt som det er sket for dem. Men ambitionerne og Palsgaards resultater er en kilde til inspiration ikke bare for fødevarevirksomheder men for hele erhvervslivet, siger Tine Roed.

Hun henviser i den forbindelse til den nye regerings målsætning om, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030.

Det er en utrolig ambitiøs målsætning, og det vil kræve blod, sved og tårer, før Danmark er i mål med det. Men Palsgaards og mange andre virksomheders eksempler viser, at virksomhederne finder og viser vejene for Danmark og verden. Tine Roed, Direktør

Palsgaard går videre

Hos Palsgaard er fremtidsplanen nu at fordoble kapaciteten på virksomhedens faciliteter i Juelsminde og samtidig holde fokus på at bevare og styrke arbejdet med at sænke virksomhedens klimaaftryk.

- Vi installerer i første omgang en solcellepark, som skal dække alle vores behov for el i Danmark. Både nu og når vi udvider i de kommende år. Desuden vil vi løbende se på mulighederne for at øge brugen af klimaneutrale energikilder, så den tredjedel af vores energibehov, vi i dag er nødt til at købe offset for, i stedet kan anvendes direkte i vores produktion. Vi er meget sikre på, at vi kan nå vores planer for vækst og forblive CO2-neutrale, siger Jakob Thøisen.

Læs også: Video virksomheder har bæredygtigt ansvar

Fakta

Palsgaard:

Grundlæggeren Einar Viggo Schou opfandt den moderne plantebaserede fødevareemulgator i 1917 og etablerede Palsgaard i 1919.
Virksomheden specialiseret sig i at hjælpe den globale fødevareindustri med at få mest muligt ud af evnen til at blande olie og vand.
Udover emulgatorer til fødevarer producerer og sælger Palsgaard en række specialiserede plantebaserede additiver til plast-branchen, som primært anvendes til at forhindre dug og støv på fødevareemballage.
Palsgaard ejes af Schou Fondet og har 549 medarbejdere på tværs af 16 lande.
Omsætningen i 2018 var 1,4 mia. DKK med produkter solgt til mere end 120 lande.
Kilde: Palsgaard

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Leif Nielsen

Leif Nielsen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3015
  • Mobil +45 2724 5638
  • E-mail leni@di.dk

Relateret indhold