Thomas Jensen, erhvervsordfører for Socialdemokratiet og Torsten Schack, erhvervsordfører for Venstre er begge begejstrede for, at der er kommet flere industrijob i Danmark.

Getty Images
30.05.19 DIB Nyheder

Politikere jubler over flere industrijob

Erhvervsordførerne for Socialdemokratiet og Venstre glæder sig over de mange tusinde nye industrijob og giver deres bud på, hvordan udviklingen kan fortsætte.

Hvad er din kommentar til den fremgang i industriarbejdspladser, som vi nu ser?

Thomas Jensen, erhvervsordfører, Socialdemokratiet:

- Det er da utroligt positivt, at der er fremgang i industrien. Lidt overraskende når man ser udviklingen i verden omkring os. Men absolut godt for dansk erhvervsliv og for de der arbejder i industrien.

- En af udfordringerne for dansk økonomi er den lave vækst i produktiviteten, og at globaliseringen presser danske virksomheder. Her mener vi, at vi skal sikre gode rammebetingelser, der understøttet, af fremgangen i industrien fortsætter. Eksempelvis er innovation og teknologiudvikling en styrkeposition for dansk erhvervsliv. Danske virksomheder er i verdenselite, når det handler om at udvikle grøn teknologi. Blandt andet fordi vi har investeret i innovation og nytænkning. Danske virksomheders forsknings- og udviklingsaktivitet er høj. Og det skal den fortsat være, hvis vi skal fastholde og understøtte danske industriarbejdspladser og efterspørgslen på danske varer.

Torsten Schack, erhvervsordfører, Venstre:

- Det er en positiv udvikling, som vi også har arbejdet hårdt for at skabe. Industrivirksomhederne blev hårdt ramt af finanskrisen, og der var behov for handling. Rammevilkårene skulle forbedres.

- Det er utrolig vigtigt, at vi har fået fjernet PSO-afgiften. Den ramte industrivirksomhederne, som ofte er meget energiintensive, hårdt. Mange virksomheder flyttede produktion ud af Danmark, fordi deres energiomkostninger var for høje.

- Den positive udvikling er også et resultat af den indsats, der er gjort i forhold til automatisering. Virksomhederne er blevet enormt produktive. Og det ser vi konsekvenserne af nu.

Læs også: Historisk vendepunkt i industrien

Hvilken betydning har fremgangen i industrijob for Danmark og danskerne?

Thomas Jensen, erhvervsordfører, Socialdemokratiet:

- Det betyder sikkerhed i både job og indtjening. Og måske giver det lidt optimisme, der gør, at virksomhederne tør investere i fremtidig udvikling. Og så understreger det jo, at Danmark er et produktionsland. Det er der nogen, der har det med at glemme.

Torsten Schack, erhvervsordfører, Venstre:

- Det er virkelig vigtigt. Der er meget af fremstillingsindustrien, der ligger i Nord-, Vest- og Midtjylland. Og der betyder flere industrijob rigtig meget. Var den negative udvikling i industrijob ikke blevet stoppet, havde det givet meget store udfordringer med balancen i Danmark.

Hvad vil I gøre, for at den positive udvikling kan fortsætte?

Thomas Jensen, erhvervsordfører, Socialdemokratiet:

- Som ét af vores vækstinitiativer vil vi hæve fradraget for virksomhedernes udgifter til egen forskning og udvikling til 130 procent. Vi vil også gøre, hvad vi kan, for at forskning og erhvervslivet bliver knyttet tættere sammen ved at styrke den tekniske forskning, der særligt understøtter udviklingen af produktion i Danmark. Samtidig vil vi satse ambitiøst på uddannelse af vores unge og opkvalificering og videreuddannelse af de folk, der har brug for et løft af deres kompetencer – særligt fra ufaglært til faglært. Så der er de kvalifikationer til rådighed, som der er brug for.

Torsten Schack, erhvervsordfører, Venstre:

- Det kræver, at vi som samfund understøtter en positiv produktivitetsudvikling og ikke strør om os med tanker om nye skatter og afgifter.

- Jeg tror på, at vi kan få udviklingen til at fortsætte, hvis vi også politisk holder fokus på det. Med industri 4.0 og automatiseringen er vi i stand til at fastholde fremstillingsindustrien i Danmark. Der er jo faktisk eksempler på, at der bliver trukket produktion tilbage til Danmark.

- Jeg har besøgt virksomheder, der siger, at de har produktion i Fjernøsten i dag, men hvis automatiseringen fortsætter i samme rivende udvikling, så ser de en reel mulighed for at trække produktion tilbage til Danmark.

Læs Magasinet DIBusiness tema om produktion i Danmark

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Kent Damsgaard

Kent Damsgaard

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk

Relateret indhold