Forskning i grøn energi er godt givet ud, viser ny evaluering af det statslige Energiteknologiske Udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP)

Getty Images
25.07.19 DI Business Nyheder

Energiforskning giver bang for the buck

Forskning i energi er god forretning for Danmark, viser ny evaluering. I fremtiden bør der investeres én milliard kroner i energiforskning om året, mener DI.

Statslige investeringer i grønne projekter er en god forretning. Det viser en evaluering af det statslige Energiteknologiske Udviklings- og demonstrationsprogram (EUDP), der hjælper grønne projekter med at blive klar til markedet.

Læs hele evalueringen af EUDP her. 

I alt er der siden 2008 investeret 3,4 milliarder kroner i blandt andet vindenergi, fjernvarme, bioenergi og energieffektiviseringer. Investeringerne har øget omsætningen i modtager-virksomhederne med i gennemsnit fem kroner per tilskudskrone.

I Dansk Industri (DI) er der stor tilfredshed med EUDP.

- Energiforskning er en god forretning for Danmark, og der er brug for, at der bliver investeret mere i forskning i de kommende år, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi og tilføjer:

- DI har foreslået, at der sættes mindst en milliard kroner af til energiforskning om året. Det vil være et bidrag til kampen mod klimaforandringerne og samtidig skabe vækst i eksporten, siger branchedirektøren for DI Energi.

Læs også: Nationalbankdirektør: Gem krudtet til hvis krisen rammer

Minister er glad for EUDP-evaluering

Ifølge den nytiltrådte klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) giver evaluering af EUDP også anledning til at konkludere, at investeringer i energiforskning er nyttige.

- Pengene til den grønne udviklingskæde er godt givet ud, siger han i en pressemeddelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

I samme anledning siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at ”forskning og udvikling af højeste kvalitet og samarbejde mellem forskere og virksomheder er centralt for at indfri vores grønne ambitioner”.

I DI håber man, at regeringens høje grønne ambitioner giver anledning til en endnu mere energiforskning i de kommende år.

- Danmark viser grønt lederskab i verden. Vi har udviklet vindmøllerne til at blive konkurrencedygtige med anden energi, og vi er verdensmestre til at skabe energieffektive produkter og løsninger. Men det er vigtigt, at vi fortsætter med at forske – blandt andet med støtte fra EUDP, siger DI Energis branchedirektør Troels Ranis.

Nylige udtalelser fra klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen indikerer, at DI’s forhåbninger måske bliver til virkelighed.

I et interview med Energiwatch fra den 17. juli udtaler Dan Jørgensen, at regeringen kommer til at hæve den grønne forskningsindsats markant, og at Socialdemokraterne har en plan om, at der skal afsættes en milliard kroner om året til den grønne forskningsindsats.

Ministeren kan dog ikke garantere, at det bliver på den kommende finanslov at forskningsbevillingerne bliver øget.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Troels Ranis

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk
Relateret