Den danske medicinalindustri er den største taber, når forfalskede varer importeres til Europa. Ny EU-rapport vurderer salgstabet for bare medicin i Danmark til mere end 3 mia. kr. årligt.

Foto: COLOURBOX
17.07.19 DIB Nyheder

Pfizer: Piratkopier truer patienters sikkerhed og DK’s indtjening

Syv procent af EU’s vareimport kommer fra piratkopier. Det giver Danmark et årligt salgstab på 6 mia. kr., viser ny EU-rapport. Medicinalkoncernen Pfizer er mest bekymret for forbrugernes sikkerhed.

På nettet kan den danske forbruger bestille forfalskede lægemidler anonymt og uden recept.

- Fristende for mange, siger Head of Regulatory Affairs i medicinalvirksomheden Pfizer, Morten Gaardlykke – men forbrugerne aner ikke, hvad de egentlig modtager.

Det er meget svært at se forskel på de forfalskede kopier og Pfizers egne produkter uden at lave en kemisk analyse af medicinen. Derfor tror mange forbrugere, at de køber ægte medicin.

- Patientsikkerheden er vores største bekymring. Men selvfølgelig kan det også ramme vores varemærke, hvis skadelig medicin med vores navn på kommer i omløb.

Læs også: OECD: Handlen med kopivarer stiger kraftigt

De små, blå piller

Pfizer er især kendt på grund af lægemidlet Viagra – pillen der kickstartede et enormt marked for forfalskede lægemidler på nettet.

- Folk køber eksempelvis Viagra på nettet, fordi de ikke har lyst til at gå til lægen med problemer med potensen. Siden hen er markedet for eksempelvis væksthormoner også steget voldsomt, siger Pfizers Head of Regulatory Affairs.

Morten Gaardlykke forklarer, at medicinen bliver smuglet fra især Kina og Indien.

Vi ønsker et stop for den ordning, der gør det muligt at sende småpakker fra Kina til Danmark på unfair konkurrencevilkår. Lars Holm Nielsen, Chef for regelforenkling, iværksætteri og SMV-politik

Kopivarer koster SMV’er dyrt

Kopivarer udgør generelt mere end syv procent af EU’s samlede vareimport. Særligt beklædning, medicin, kosmetik og elektronik kopieres. Det er blandt andet varer, danske virksomheder ellers kunne producere og sælge.

Den samlede værdi at det tab er gjort op til 6,17 mia. kr., viser den årlige rapport fra EU’s agentur for intellektuelle ejendomsrettigheder og den europæiske patentmyndighed.

Derudover koster det virksomhederne tid og ressourcer at skulle jage piratkopister, forklarer chefkonsulent i Dansk Industri, Lars Holm Nielsen.

- Virksomheder er nødt til at bruge ressourcer på at opspore og identificere piratkopier. Det kan for især mange SMV’er indebære væsentlige omkostninger, der kan være ødelæggende for virksomhedens udvikling, siger han.

Læs også: Blog: Kinapakker kræver mere end kontrol

Stop for småpakker fra Kina

Piratkopiering rammer hele EU, men også Danmark hårdt. Lars Holm Nielsen forklarer, at piratkopiering underminerer værdien af danske virksomheders investeringer i viden og innovation.

- I et land som Danmark er vi afhængige af den vækst, de danske virksomheder skaber gennem innovation og udvikling af nye produkter, de kan omsætte i hele verden, siger han.

90 procent af produktionen af kopivarer foregår i Kina.

- Vi ønsker derfor et stop for den ordning, der gør det muligt at sende småpakker fra Kina til Danmark på unfair konkurrencevilkår, siger han.

Læs også: Kina presser danske virksomheder

Bagmændene gemmer sig på nettet

Internettet fungerer desværre som perfekt arbejdsplads og gemmested for piratkopister.

- På nettet er de kriminelle generelt gode til at gemme sig. De kan eksempelvis lade en anden virksomhed stå som registrant. Det gør det svært at finde frem til de egentlige bagmænd, siger Dorte Køhler Frandsen, senioranklager og fagansvarlig for IPR- og cyberkriminalitet hos SØIK.

Enheden for Intellektuelle Ejendomsrettigheder (IPR) hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har til formål at efterforske og retsforfølge piratkopister.

- Under SØIK er ekspertisen blevet samlet et sted. Før skulle hver enkelt politikreds behandle sager om eksempelvis piratkopier. Det kunne tage et helt år, før sagen blev taget op, siger hun.

IPR-enheden blev i 2018 gjort permanent. I dag sikrer den en hurtigere og mere effektiv behandling af sager med virksomheder, der får deres produkter kopieret.

Læs også: Kinas præsident vil kæmpe mod kopierne

Urenheder afslører bagmænd

Medicinalvirksomheden Pfizer hjælper selv med at finde frem til piratkopisterne.

Virksomheden har en global sikkerhedsafdeling, der har til opgave at overvåge internettet for forfalskede lægemidler og finde frem til producenterne.

- De finder ud af, hvor på internettet medicinen bliver solgt. Derefter køber de en prøve hjem og analyserer medicinen for urenheder og andre specielle kemiske kendetegn, fortæller Morten Gaardlykke, Head of Regulatory Affairs i Pfizer.

Derved kan de ofte finde frem til, hvor medicinen  bliver fremstillet, og på den måde politianmelde producenten. Det er typisk kriminelle netværk, mafiaer og bander, der står bag.

- Det kan ikke betale sig at gå efter de enkelte hjemmesider. Hver gang vi lukker en, dukker ti nye hjemmesider op igen, siger han.

Læs også: Techtopia 113: Hvordan sikrer vi hospitaler mod computervirus?

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Lars Holm Nielsen

Lars Holm Nielsen

Chef for regelforenkling, iværksætteri og SMV-politik

  • Direkte +45 3377 3562
  • Mobil +45 2013 7756
  • E-mail lhni@di.dk

Relateret indhold