Lund Maskinfabrik har stadig nok at lave, men omsætningen er vigende og ordrerne tikker langsommere ind, siger Per Nielsen, direktør.

Foto: Lund Maskinfabrik
05.08.19 DI Business Nyheder

Bekymret underleverandør: Global uro er begyndt at skade os

Trods flere kunder er omsætningen vigende hos Lund Maskinfabrik, der leverer til dansk maskinindustri. Direktør Per Nielsen mener, det skyldes handelskrig, Trump og valget af Boris Johnson i Storbritannien.

”Vi får stadig de samme ordrer fra vores kunder. Men hvor vi måske før fik dem hver tredje uge, får vi dem nu kun hver fjerde.”

Sådan siger direktør Per Nielsen, Lund Maskinfabrik. Han er bekymret for, at handelskrigen mellem Kina og USA samt valget af Boris Johnson som premierminister i Storbritannien er begyndt at sætte sig spor i hans forretning, der er baseret på underleverancer til blandt andet danske pumpevirksomheder og landbrugsmaskiner.  

- Jeg har ikke fakta, der kan påvise, at den spirende nedgang skyldes de forhold. Men vi kan mærke, at vores kunder i den eksportorienterede maskinindustri har skruet ned for indkøbene, og vi hører det efterhånden også fra en del af vores kollegaer, og det er min mavefornemmelse, at det er den globale uro, der sætter sine spor, siger Per Nielsen.

Han påpeger, at virksomheden har fået flere kunder ind, men at omsætningen i maskinfabrikken alligevel er vigende.

- Den tyske maskindustri lider, og det sætter selvfølgelig også spor i Danmark, siger Per Nielsen.

Læs også: Trump-besøg kan blive ’good for business’

Hele verdensøkonomien betaler en høj pris for konflikten, og amerikansk erhvervsliv over en bred kam ønsker også at få handelskrigen afviklet hurtigst muligt Peter Thagesen, Underdirektør

Optrappet handelskrig

Udmeldingen fra Per Nielsen falder samme med, at Kina har givet handelskrigen med USA endnu et vrid ved at indføre stop for import af landbrugsvarer fra USA.

- Det er en alvorlig eskalering af handelskrigen. Kinas beslutning vil ramme Trumps kernevælgere i det amerikanske midtvest særligt hårdt. Men hele verdensøkonomien betaler en høj pris for konflikten, og amerikansk erhvervsliv over en bred kam ønsker også at få handelskrigen afviklet hurtigst muligt, siger Peter Thagesen, underdirektør i Dansk industri (DI).

Han håber, at begge parter vil udvise den kompromisvillighed, der skal til for at opnå en tilfredsstillende løsning for begge parter, siger Peter Thagesen.  

- I EU holder vi fortsat frihandelsfanen højt og har indgået flere vigtige handelsaftaler, herunder med Canada og Japan. Den strategi skal vi holde fast i. Så mens USA trækker sig tilbage, ja, så strækker EU-landende inklusive Danmark hånden endnu længere frem, siger Peter Thagesen.

Læs også: Eksport af kvalitets-møbler, -lægemidler og -legetøj sikrer Danmark 135 mia. kr. om året

Peter Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk
Relateret