DI: Spinkel optimisme hos virksomhederne
Nye tal fra Danmarks Statistik viser fortsat tiltro til omsætning og produktion i virksomhederne
Danske virksomheder har trods international uro fortsat svagt positive forventninger til omsætning og produktion, viser nye tal i dag fra Danmarks Statistik. Det tyder på, at der fortsat er fremdrift i dansk økonomi, men med øget usikkerhed i verdensøkonomien kan dansk økonomi skubbes ud af kurs.
Blandt servicevirksomhederne er der 8 pct. point flere virksomheder, som forventer vækst i omsætningen, end virksomheder, der regner med tilbagegang. I industrien er der 12 pct. point flere virksomheder, som planlægger at øge produktionen, end virksomheder, der venter at mindske produktionen.
- Ordrerne strømmer stadig ind hos servicevirksomhederne, mens billedet i fremstillingssektoren er lidt mere broget. Samlet set tyder temperaturmålingen blandt de danske virksomheder på, at opgangen i dansk økonomi fortsat har puls – skønt den er et par slag lavere end for et år siden. Det er positivt i en tid med voksende international uro, siger Morten Granzau, cheføkonom i DI.
Udviklingen i forventningerne hos de danske virksomheder står i kontrast til de tyske virksomheders forventninger fra ifo-instituttet tidligere på ugen. Værst ser det ud for den tyske fremstillingssektor, hvor forventningerne peger mod recession. Med en vareeksport på 45 mia. kr. til tysk erhvervsliv sidste år sætter tilbagegangen i tysk industri også sine spor hos danske fremstillingsvirksomheder.
- Afmatning i tysk industri og lavere investeringslyst som konsekvens af øget usikkerhed rammer danske fremstillingsvirksomheder, der producerer maskiner og teknisk udstyr til andre virksomheders produktionsanlæg. Modsat er virksomheder inden for medicinal- og vindmølleindustrien mindre berørt af den internationale uro og forventer at øge produktionen, siger Morten Granzau.
Trods de fortsat svagt positive forventninger til produktion og omsætning er virksomhederne mere forsigtige med hensyn til udviklingen i beskæftigelsen. Det afspejler den stigende usikkerhed om væksten i international økonomi.
- Servicevirksomheder, der i højere grad er orienteret mod det danske marked som f.eks. rådgivnings- og rengøringsvirksomheder, forventer fortsat at øge antallet af medarbejdere. Virksomheder i brancher med større kontaktflade til tysk industri er til gengæld begyndt at se pessimistisk på udviklingen i beskæftigelsen, siger Morten Granzau.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.