Egyptisk direktør: Jeg vil tage dansk medarbejdertillid med hjem
”Har I en ledig stilling?” 11 egyptiske direktører på besøg hos virksomheden Dana Lim var især imponerede over tilliden mellem ledelse og medarbejdere.
”I Danmark skyder man ikke skylden på medarbejderen, der har lavet en fejl. Man sørger i stedet for, at det ikke sker igen. Det kræver, at medarbejderne stoler på ledelsen. Det princip vil jeg gerne tage med hjem.”
Sådan siger Hany Tarek El-Nabarawy, direktør i Arab Mechanical Engineers. Han er en del af en egyptisk delegation, som besøger fem danske virksomheder.
På limfabrikken Dana Lim i Køge er delegationen bestående af 11 direktører specielt interesserede i åbenheden.
Den fondsejede limproducent handler ikke direkte med Egypten, men deler gerne ud af ekspertise inden for arbejdsmiljø og medarbejderforhold.
- Når nogen viser interesse i vores måde at tage os af medarbejderne og drive virksomhed på, så viser vi det selvfølgelig glædeligt frem, siger adm. direktør Lars Christensen.
Han mener, det er vigtigt, at medarbejderne føler sig værdsat, og han fortæller delegationen, at medarbejderne i virksomheden har mulighed for at påpege fejl, de finder i produktionen. Det overrasker den egyptiske direktør.
- Det er meget anderledes end i Egypten, hvor virksomhederne er meget topstyret. Det betyder, at medarbejderne sjældent er lige så engageret i virksomheden, siger Hany Tarek El-Nabarawy.
Læs også: Blog: Bred politisk aftale skaber gode rammer for et godt arbejdsmiljø
Det koster os mere at udskifte medarbejdere end at passe på dem, vi allerede har. Vi vil derfor gerne have dem i mange år. Lars Christensen, adm. direktør i Dana Lim
Styr på værdierne giver resultater på bundlinjen
Det lykkes til gengæld ret hurtigt Dana Lims direktør at vinde egypternes hjerter. Efter blot 30 minutter spørger den første egyptiske direktør, om der er en stilling ledig – til stor applaus fra både Lars Christensen og resten af den egyptiske delegation.
- Vi inddrager medarbejderne i virksomhedens udvikling og lytter til deres forslag og ønsker. Det giver tilfredse medarbejdere, tilfredse kunder og bedre resultater på bundlinjen, siger Lars Christensen til direktørerne.
De får også at vide, at 40 procent af medarbejderne hos Dana Lim har været ansat mere end 10 år, og at virksomheden har tre 40-års jubilarer i år.
- Det koster os mere at udskifte medarbejdere end at passe på dem, vi allerede har. Vi vil derfor gerne have dem i mange år, fortæller direktøren.
Læs også: Stor gevinst ved produktion i Danmark
Godt arbejdsmiljø skal være en selvfølge
Ifølge Dansk Industris internationale virksomhedsrådgivning, DIBD, oplever virksomheder i Mellemøsten et større fokus på compliance fra både leverandører og kunder.
Compliance dækker over de love og regler, en virksomhed skal følge.
Det betyder, at virksomhederne blandt andet skal styrke deres indsats inden for arbejdsmiljø og risikostyring i forbindelse med uheld eller dårlige arbejdsvilkår.
- I DIBD er vi med til at understøtte den udvikling. Ikke mindst fordi også danske virksomheder oplever krav om compliance. Så hvis de vil handle med virksomheder i Egypten, er det vigtigt, at de har styr på sagerne, så markederne for danske produkter og services i blandt andet Egypten styrkes. Det gavner både danske virksomheder og forbrugere, siger Jacob Kjeldsen, chef, int. virksomhedsrådgivning.
Baseret på dansk inspiration og ekspertise har partnerne i delegationen sat fokus på arbejdsmiljøet i deres medlemsvirksomheder i Egypten.
Den egyptiske delegation har tirsdag og onsdag blandt andet også besøgt virksomhederne Chr. Hansen og Novenco.
Fælles for besøgene er oplevelsen af, at den enkelte er i fokus.
DI rådgiver medlemmer om arbejdsmiljø, lovgivningen, tilsyn og arbejdsskader. Du kan finde mere information på DI.dk
Fakta
Delegationen er en del af det Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram
Målet med programmet er blandt andet at sikre økonomiske muligheder for kvinder og unge.
DI arbejder sammen med fagbevægelsen for at skabe stabile arbejdsmarkeder og bæredygtig udvikling i Mellemøsten og Nordafrika. På denne måde skaffer DI medlemmerne vigtige kontakter i regionen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.