Industriens produktion ramt af global modvind
Nye tal: Industriens produktion faldt 6,8 procent i juni. Det viser nye tal fra Danmark Statistik.
Produktionen i danske industrivirksomheder gik tilbage i juni med 6.8 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Industrien skruede desværre kraftigt ned for produktionen i juni. Nedgangen kommer i kølvandet på global lavvækst, en eskalerende handelskrig og et kaotisk brexit-forløb. Industrien har dog ellers klaret det overraskende godt i starten af 2019. På trods af lav vækst i udlandet og stor usikkerhed om udviklingen i verdensøkonomien, så har danske industrivirksomheder faktisk øget produktionen i første halvdel af 2019, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk industri (DI).
Industriproduktionen er steget med 6,4 procent i første halvdel af 2019 i forhold til første halvdel af 2018. Tallene for industriens produktion og omsætning er et de første 'hårde' pejlemærke for udviklingen i dansk økonomi, fordi de bygger på faktisk omsætning indberettet af industriens virksomheder.
- Der er desværre udsigt til at industrien også vil møde modgang i anden halvdel af 2019. Virksomhederne forventer fortsat at øge produktionen, men forventningerne er aftaget til laveste niveau i halvandet år, siger Allan Sørensen.
- Industriens muligheder for at hente ordrer i udlandet går en svær fremtid i møde. Væksten i EU har ikke været lavere i seks år, handelskrigen mellem USA og Kina er eskaleret i de seneste uger, og samtidig er risikoen for et hårdt brexit blevet forøget, siger Allan Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.