22.08.19 DI Business Nyheder

Overraskende stor fremgang i forbrugernes tillid

Nye tal: Optimismen blandt forbrugerne er på højeste niveau siden september 2018, viser nye tal fra Danmarks Statistik

De danske forbrugere ser mere lyst på fremtiden, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Forbrugertillidsindikatoren går i august frem til et nettotal på 6,3 mod 2,9 i juli. Det er det højeste niveau siden september sidste år, og det er en overraskende, positiv udvikling, mener DI.

- Det er en glædelig overraskelse, at forbrugernes tillid går så meget frem, når vi ser på de noget dystre udsigter for væksten ude i verden, siger cheføkonom Morten Granzau, DI.

Høj beskæftigelse, stigende vækst i reallønnen og rekordlave renter medvirker til fremgangen i optimismen blandt forbrugerne, mener DI’s cheføkonom.

- Isoleret set går det godt for mange danske familier. I en tid med uro internationalt er det et kærkomment, opmuntrende tegn for væksten at tilliden stiger. Set over tid er optimismen dog stadig behersket. Forbrugerne er ikke blinde for, at mange jobs i en lille og åben økonomi som den danske er sårbare over for afmatningen i international økonomi, siger Morten Granzau.

- Forbrugernes fortsatte optimisme giver håb om, at forbrugerne fortsat vil veksle fremgang i indkomsterne til vækst i forbruget til gavn for danske virksomheder, siger Morten Granzau.

Forbrugerne har i dette opsving vist større mådeholdenhed end tidligere. For 100 kr. tjent har danskerne brugt 96 kr. på køb af varer og tjenester. Hvis afmatningen får hårdere fat i dansk eksport, bliver forbrugerne afgørende for at holde gang i væksten og beskæftigelsen oppe.

- Med mørke skyer som eskalering af handelskrig, risiko for hårdt brexit og politisk kaos i Italien kan det blive op til forbrugerne at holde væksten i dansk økonomi oven vande, men rammer krisen for alvor, bliver også det en stakket frist, siger Morten Granzau.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk
Relateret