Joachim Lang, adm. direktør i DI’s tyske søsterorganisation Bundesverband der Deutschen Industrie (til venstre i midten) spiste frokost med DI’s nytiltrådte adm. direktør Lars Sandahl Sørensen (til højre overfor) og en række medarbejdere i DI torsdag d. 22 august.

Foto: Aleksander Hørup
22.08.19 DIB Nyheder

Tysk industridirektør om recessionsfrygt: Det offentlige skal investere i fremtiden

Pengene i de offentlige tyske kasser skal ud at arbejde for fremtidens vækst, pointerede Joachim Lang, adm. direktør i DI’s tyske søsterorganisation Bundesverband der Deutschen Industrie til møde med DI’s nytiltrådte adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

”Tyskland er for lille til at gøre en forskel i verden. Derfor er vi nødt til at arbejde sammen og styrke sammenholdet i de europæiske lande og erhvervsorganisationer.”

Sådan sagde Joachim Lang, adm. direktør i Bundesverband der Deutschen Industrie (BDI) til et frokostmøde med Dansk Industris (DI) nytiltrådte administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen og en række andre medarbejdere i Dansk Industri.

Han oplyste, at han siden sin tiltrædelse i BDI har haft et ønske om at lære DI at kende og gerne ville høre input til, hvordan DI arbejder på en række områder.

Derfor gav medarbejderne blandt andet information om, hvordan DI arbejder med at inspirere SMV’er til at arbejde med digitalisering, hvordan vi i Danmark arbejder med udvikling af klimaløsninger på blandt andet energiområdet. Og så fik direktøren også et indblik i, hvordan og hvorfor arbejder med langsigtede planer for samfundet, der kan inspirere politikere i både Danmark og EU.

Læs også: Sandahl: DI skal skabe endnu større værdi for medlemmerne

I industrien er vi bekymrede for fremtiden. Den bekymring er svær at komme igennem med i offentligheden, hvor der kan være en opfattelse af, at de sidste ti års vækst er normalen. Joachim Lang, adm. direktør i DI’s tyske søsterorganisataion Bundesverband der Deutschen Industrie (BDI)

Brug penge på infrastruktur AI og 5G

Til gengæld fortalte den tyske direktør om den øjeblikkelige tyske situation, hvor store dele af erhvervslivet er trykket af handelskrigen mellem USA og Kina og udsigterne til Storbritanniens exit fra EU.

- Vi har haft ti fantastiske år, hvor det kun er gået fremad. Men nu er vi i industrien bekymrede for fremtiden. Den bekymring er svær at komme igennem med i offentligheden, hvor der kan være en opfattelse af, at de sidste ti års vækst er normalen, sagde Joachim Lang.

Han pointerede, at de offentlige tyske kasser aldrig har været mere velpolstrede end nu. Men at pengene går til velfærd fremfor investeringer i infrastruktur, kunstig intelligens (AI), 5G og andre områder, som fremtidens vækst er afhængig af.

- Vi mener, vi bør arbejde mere sammen både nationalt og indenfor EU. Der er ingen grund til, at alle 16 delstater skal opfinde den dybe tallerken indenfor AI. Faktisk bør det være et område, hvor vi måske skaber 3 klynger i Europa, hvor ekspertisen virkelig bliver samlet. Men det kan være svært at få politisk medvind på en dagsorden, der ikke specifikt giver investeringer på tysk grund, sagde Joachim Lang.

Læs også: Nej, det er ikke sundt med negative renter

Tag klimahensyn uden tab af velstand

På begge sider af frokostbordet var der enighed om, at der skal tages skridt til at begrænse klodens CO2 udledning, og at udviklingen af løsninger på dette område også bør være noget af det, der sikrer både tysk og dansk konkurrenceevne i de kommende år. Her fremhævede den tyske direktør den amerikanske indstilling.

- De har en indgroet tro på, at penge og teknik kan løse verdens udfordringer. Og de har ret. Vi skal ikke sætte begrænsninger på menneskers aktiviteter og velstandsniveau. Vi skal finde de løsninger, der kan fastholde og udvikle vores velstand og samtidig sikrer os mod klimaforandringer. De løsninger kan vores medlemmer udvikle, og det har vi en fælles opgave i at formidle, sagde Joachim Lang.

Undervejs i mødet påpegede Lars Sandahl Sørensen også, at danske løsninger også kan hjælpe Tyskland på mange af landets indsatsområder. Herunder energiløsninger, der bidrager til at sænke landets CO2 belastning.

- I Danmark har den nytiltrådte regering meldt et meget ambitiøst mål ud for reduktion af vores CO2-udledning. Det er et mål, ingen kan nå alene. Derfor er vi nødt til at arbejde sammen. Det er vi gode til i Danmark, og vi er samtidig meget bevidste om, at vi også skal samarbejde internationalt. Herunder ikke mindst med jer i Tyskland, sagde Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Irsk udenrigsminister: Forbered jer på no-deal brexit

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold