COWI: Fri data baner vej for klimamål
COWI er blandt de danske virksomheder, der gerne vil levere massive CO2-reduktioner. Digitalisering kan gøre det muligt at komme i mål, siger COWIs adm. direktør Lars-Peter Søbye.
Søndag den 25. november 1973 er værd at bide mærke i, lyder det fra rådgivervirksomheden COWIs adm. direktør Lars-Peter Søbye. Det var dagen, hvor oliekrisen ramte danskerne med forbud mod bilkørsel om søndagen. I en periode var det kun muligt at besøge familien til fods, med tog, bus eller på cykel.
Reaktionerne fra dengang får Lars-Peter Søbye til at se relativt positivt på muligheden for at indfri regeringens ambitioner om en grøn omstilling i dag, der kan skære 70 procent af Danmarks CO2-udledning i 2030 sammenlignet med 1990.
- Energikrisen i 70-erne skabte den energibevidsthed, som blev grundstenen til, at vi blev globale frontløbere med vindenergi. Oliekrisen gjorde situationen uholdbar, og det fik erhvervsliv, politikere, embedsværk og befolkning til at gå sammen om en løsning. Det samme kan vi gøre i dag, når vi skal medvirke til at bremse klimaforandringerne, vurderer Lars-Peter Søbye.
Han er samtidig formand for Dansk Industri, og han var formand for den tidligere regerings ”Vækstteam for grøn energi- og miljøteknologi.”
Lige nu mangler teknologien til at nå regeringens klimamål uden nedlukning af visse industrier og dele af landbruget. Derfor er udfordringerne betydelige.
Læs også: Sandahl: Klimaindsats er en af fire grundsten for Danmarks fremtid
Tid til at handle
- Regeringens ambition er udfordrende, og den er mulig. Men det kræver en kæmpe indsats af hele samfundet. Når jeg ser muligheden i dag, er det på grund af digitaliseringen, siger Lars-Peter Søbye.
Netop forbedret adgang til data var blandt vækstteamets anbefalinger. En åben udveksling af data om hvornår og hvordan danskerne bruger energi, kombineret med elselskabernes produktion, kan optimere energiforbruget. Det testes eksempelvis i ”EnergyLab Nordhavn” i København, hvor data fra forbrugere og forsyningsselskaber indgår i Smart City-projektet.
- Er vi parate til at frigive data, er løsningerne inden for rækkevidde. Der er ingen grund til at vente – vi har alle brikkerne, og nu skal der handles, anbefaler Lars-Peter Søbye.
Læs også: Danfoss: Regeringens CO2-mål er inden for rækkevidde
Er vi parate til at frigive data, er løsningerne inden for rækkevidde. Der er ingen grund til at vente – vi har alle brikkerne, og nu skal der handles. Lars-Peter Søbye, adm. direktør, COWI
15.000 projekter CO2-måles
Hos COWI selv har bæredygtighed været en del af virksomhedens DNA siden grundlæggelsen i 1930, fortæller han. Som vidensvirksomhed er klimaaftrykket generelt beskedent, men rådgivervirksomheden vil videre og være klimaneutral før 2030.
- Vi har 15.000 aktive projekter i COWI, hvor CO2-påvirkningen også bliver et parameter. Vi skal have beregningsmodellerne justeret, og vi har dertil udpeget fem af FN’s Verdensmål, som vi også klassificerer projekter efter, forklarer Lars-Peter Søbye.
Siden 2006 har COWI aflagt klimaregnskaber som medlem af netværket Global Compact. Dertil deltager virksomheden i programmet Urbantech, der udvikler bæredygtigt byggeri og byudvikling.
Læs også: Ancotrans vil bruge 5 procent af overskud til grøn omstilling
De sidste 20 procent skal med
Handling er dansk erhvervsliv også klar til. Det fremgår af 396 besvarelser fra DI’s virksomhedspanel, hvor 79 procent i høj eller nogen grad føler et ansvar for at bidrage til reduktionen af drivhusgasser. Usikkerhed om tab af konkurrenceevne og rammevilkår er blandt barriererne for virksomhederne.
Den usikkerhed kan ifølge Lars-Peter Søbye blive bremset af virksomheder, der går foran og bliver rollemodeller. Og det vil få de sidste 20 procent med på den grønne omstilling:
- Rollemodellerne viser, hvad fordelene er, og hvordan man går til udfordringen. Jeg tror ganske enkelt, at bæredygtighed er en god forretning. Overordnet skylder vi grundlæggende kommende generationer at tage klimaudfordringen alvorligt.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.