25.09.19 DIB Nyheder

DI: Verdenshandlen viser svaghedstegn

Verdenshandlen har det seneste år været udsat for den største årlige tilbagegang siden finanskrisen

Verdenshandlen steg med 1,9 procent i juli. Men tallene fra CPB World Trade Monitor viser samtidig, at den samlede verdenshandel er faldet med 0,9 procent over det seneste år. Det er den største årlige tilbagegang siden finanskrisen.

- Verdenshandlen går heldigvis lidt frem i juli, men med den seneste udvikling i handelskrigen, brexit og de europæiske nøgletal frygter vi desværre, at fremgangen i juli er af midlertidig karakter, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri (DI).

- Det er et alvorligt svaghedstegn for verdensøkonomien, at den globale handel er faldet over det seneste år. Det er yderst sjældent, at vi oplever faldende verdenshandel over et helt år. I løbet af de seneste 25 år er det kun sket i kølvandet på finanskrisen og it-boblen, siger Allan Sørensen.

- Handelskrigen mellem USA og Kina, lav global vækst og stor usikkerhed er gift for den internationale handel. Verdenshandlen har lidt et knæk på grund af handelskrigen og usikkerhed om udviklingen i verdensøkonomien. Usikkerheden gør, at  virksomheder og forbrugere venter med at investere i maskiner og store forbrugsgoder - produkter der fylder meget i verdenshandlen, siger Allan Sørensen.

OECD udsendte i sidste uge en prognose, der varsler den laveste vækst i verdensøkonomien siden finanskrisen.

- Svag verdenshandel kan også ramme dansk økonomi hårdt. Danmark er en lille åben økonomi, hvilket betyder, at vi i stort omfang lever af at handle med vores omverden. Eksporten af medicin, fødevarer og vindmøller har indtil nu styret os uden om den globale modvind, men det kan desværre nok ikke fortsætte i det lange løb. De mange underleverancer til udenlandske industrivirksomheder og den store eksport inden for søtransport kan blive kraftigt svækket af mindre verdenshandel, siger Allan Sørensen.

Danske virksomheder eksporterer for mere end 1.200 mia. kr. om året, og salget til udlandet giver anledning til 825.000 arbejdspladser i Danmark.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold