1.b fra Hjallerup Skole skal i de næste ni år løbende besøge stålvirksomheden Hosta Industries. Det skal fjerne fordomme om metalindustrien, fortæller adm. direktør Søren Mosevang.

Foto: Hosta Industries
26.09.19 DIB Nyheder

Hosta Industries adopterer en hel skoleklasse

Virksomheder landet over går nu en helt ny vej for at ændre unge menneskers billede af, hvad det vil sige at arbejde i f.eks. en industrivirksomhed. En af dem er Hosta Industries i Hjallerup, som har adopteret 1.b fra den lokale skole.

19 elever fra 1.b på Hjallerup Skole var forleden på besøg på den nordjyske stålvirksomhed Hosta Industries. Det var første gang klassen var på besøg – men det er langt fra sidste. Virksomheden har nemlig ’adopteret’ klassen, og det er meningen, at de skal mødes et par gange om året de næste ni år.

- Vi har tit talt om, hvordan vi kan få folkeskoleeleverne ud på virksomhederne og se, hvordan tingene faktisk foregår. Der er jo mange fordomme om metalindustrien – om at det er en sort industri med nedslidende arbejde. Så da vi hørte om projektet her, så var vi interesseret i det med det samme, fortæller Søren Mosevang, som er adm. direktør i Hosta Industries.

Projektet er sat i søen af RelationsNetværket , som er et uafhængigt netværk af private og offentlige virksomheder og organisationer, og der er allerede virksomheder i 15 kommuner, der har adopteret skoleklasser.

Læs mere om RelationsNetværket

Ved at adoptere en klasse, har vi mulighed for at opbygge relationen over mange år, så vi får et indgående kendskab til hinanden Søren Mosevang, adm. direktør, Hosta Industries

Et langvarigt bekendtskab

Det, der først og fremmest tiltalte Hosta Industries ved projektet, var, at der ikke kun er tale om et ’sodavandsbesøg’, som Søren Mosevang udtrykker det.

- Hvis børnene kun kigger forbi i et par timer en enkelt gang, så er det måske også hurtigt glemt igen. Men ved at adoptere en klasse, har vi mulighed for at opbygge relationen over mange år, så vi får et indgående kendskab til hinanden, forklarer han.

Ved det første besøg, som var en stor succes, havde børnene til opgave at tage billeder fra virksomheden, så de senere kan fortælle andre elever på deres skole om virksomheden.

- Det var tydeligt, at børnene havde glædet sig meget, og det havde vi også her på virksomheden. De var meget interesserede i alt, hvad de så, og stillede mange spørgsmål, fortæller Søren Mosevang.

Større børn, sværere opgaver

Planen er som nævnt, at skoleklassen skal besøge virksomheden ca. to gange om året til og med niende klasse, men hvert besøg skal have sit eget faglige indhold.

- Mens eleverne er helt små, er der naturligvis grænser for, hvor svære opgaver, vi kan stille dem. Men efterhånden som de bliver større, kan de f.eks. tage opgaver fra matematik eller natur og teknik og løse dem ude hos. De kan måske beregne, hvor mange varer, vi har på lageret, eller hvor mange kalorier en medarbejder bruger på en arbejdsdag, siger Søren Mosevang.

Indholdet af besøgene bliver gang for gang aftalt mellem skolen og virksomheden, så eleverne får det størst mulige faglige udbytte samtidig med, at de får uddybet kendskabet til virksomheden.

Påvirker fremtidens studievalg

Søren Mosevang sikker på, at det over tid vil give både eleverne og deres forældre et helt andet forhold til stålindustrien – og at det i den sidste ende kan smitte af på elevernes uddannelsesvalg.

- I første omgang skal eleverne bare blive trygge ved, hvad en virksomhed som vores er for en størrelse. Men senere finder de jo ud af, hvad det vil sige at være f.eks. industriteknikker, smed eller værktøjsmager – og at det i dag er nogle spændende, højteknologiske job, siger Søren Mosevang.

Han håber, at der fremover vil være flere unge, der bliver ’omvendte mønsterbrydere’, som vælger håndværksfagene til, selv om deres forældre måske har taget boglige uddannelser.

- Men det kræver, at de kender mulighederne, påpeger Søren Mosevang.

Læs også: DI: Endelig vælger flere unge erhvervsuddannelserne

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold