Fra venstre: Heliac ApS' kommercielle direktør Jakob Jensen, teknisk direktør Maria Matschuk og adm. direktør Henrik Pranov sammen med H.K.H. Kronprinsen.

Foto: Thomas Arnbo
17.09.19 DI Business Nyheder

Vinder af DI Prisen sætter strøm til grøn vækst i Danmark

Heliac belyser et helt nyt område inden for bæredygtig energiteknologi og modtager derfor DI Prisen 2019, som bliver uddelt af H.K.H. Kronprinsen på DI Topmødet i Koncerthuset i København den 17. september 2019.

Ved årets prisuddeling har det været et krav, at virksomheden har gjort en ambitiøs indsats for grøn omstilling, som har skabt forandringer inden for miljø, klima eller energi.

- Det er så opløftende at møde virksomheder, der vil være med til at løse klimaudfordringen. For verden har brug for ambitiøse virksomhedsledere, hvis den grønne omstilling skal lykkes. Virksomhederne har et ansvar ligesom alle i samfundet har det, siger Kronprinsen i sin tale ved prisoverrækkelsen.

Ud over at producere billig energi, er Heliacs solpaneler skalerbare og egner sig godt til industrien. Det kan mange udviklingslande, der har flere solskinstimer end Danmark, i særdeleshed drage nytte af.

Den næste generation af solpaneler kan være med til at gøre en stor forskel i resten af verden, hvilket er én af grundene til, at virksomheden i dag løber med DI Prisen.

Stor indvielse af solfelt

Den 20. maj 2019 indviede virksomheden fra Hørsholm det første fulde solfelt bestående af 144 solfangere ved Lendemark på Møn. De højteknologiske brændeglas omdanner solens stråler til varme til 250 lokale husstandes radiatorer.

Målet er i første omgang at erstatte fossile brændstoffer, der i dag er primær leverandør af varmedrevne processer. Heliac har dog ambitioner om på sigt at udbrede teknologien til hele el-sektoren.

- Vi er meget taknemmelige for at modtage DI Prisen 2019. Ikke alene er vi naturligvis stolte over denne store anerkendelse, men også meget glade for den mulighed prisen giver for at gøre opmærksom på varmeforbrugets lidt oversete betydning for det globale klima, siger Heliacs administrerende direktør, Henrik Pranov.

Stor efterspørgsel

Efterspørgslen efter procesvarme til produktion af fødevarer, papir, tekstiler og meget, meget mere, er ti gange større end den mængde energi som alverdens vindmøller og solceller tilsammen producerer i dag, fortæller Henrik Pranov videre.

- Med vores solpaneler kan virksomheder på samme tid reducere både deres omkostninger og deres udledning af CO2, siger han.

Ekspertkomiteen bag prisen har fem uafhængige eksperter. De nominerede tidligere i år fem virksomheder, der skulle konkurrere om DI Prisen. Komiteen har derefter stemt på deres favorit. Det samme har DI’s medlemmer.  

Med DI Prisen følger et diplom og et kunstværk, der er sponseret af Alexander Foss Industrifond.

Læs mere om DI Prisen

Se prisoverrækkelsen her:

Mette Krogh

Kommunikationschef

  • Direkte +45 3377 3977
  • Mobil +45 2018 3475
  • E-mail metk@di.dk
Relateret