23.01.20 DIB Nyheder

Forbrugerne holder på pengene

Nye tal: Hver voksen dansker har sat 10.000 kr. ekstra ind på bankkontoen. De vil hellere spare op en øge forbruget, mener underdirektør Morten Granzau, DI.

Den høje usikkerhed i international økonomi og det unormale rentemiljø gør, at forbrugerne i højere grad indsætter de ekstra penge til rådighed på deres bankkonto. Over det seneste år har hver voksen dansker indsat over 10.000 kr. på deres indlånskonti.

- Et flertal af forbrugerne mener, at opturen i dansk økonomi har toppet for denne gang, og derfor ser vi, at forbrugerne prioriterer at bruge de gode tider til at lægge til side til de mere magre år, siger underdirektør Morten Granzau, DI.

Forbrugerne er blevet lidt mere optimistiske ved årsskiftet. Det viser den seneste undersøgelse af forbrugernes forventninger fra Danmarks Statistik. Forbrugertillidsindikatoren er i januar steget til et nettotal på 4,5 fra 2,5 i december.

- Forbrugertilliden er langsomt på vej tilbage, efter forbrugerne har været ramt af vintermørke de sidste måneder. Historisk lave boligrenter og høj beskæftigelse giver danskerne flere penge mellem hænderne. Samtidig får stadigt stigende boligpriser og positive tal på aktiemarkederne danskernes formue til at vokse. Det giver mange danskere tryghed om deres privatøkonomi, siger Morten Granzau.

Trods forbrugernes forsigtige optimisme venter DI, at i takt med stigende beskæftigelse vil forbrugerne øge deres køb af virksomhedernes varer og tjenester.

- Vi forventer, at det private forbrug vil stige med 2,0 pct. i år, hvis forbrugerne får lidt mere mod på at veksle fremgangen i deres privatøkonomi til øget forbrug. Hvis forbrugerne fortsat holder pengepungen i kort snor, vil det private forbrug i stedet kun vokse med 1,3 pct., siger Morten Granzau.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold