Industriproduktionen falder i syv ud af tolv brancher
Kraftig nedgang i industriproduktionen i november stadfæster økonomisk afmatning i sidste del af 2019. Og det ser ud til at fortsætte i 2020, vurderer DI.
Industriens produktion faldt med 5,2 procent i november. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Industriens produktion er bremset op i sidste halvdel af 2019. November bød på en stor produktionsnedgang i medicinalindustrien, men med tilbagegang i syv ud af tolv industribrancher, så er flere virksomheder desværre også ramt, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
Det er primært tilbagegang hos Danmarks nære eksportmarkeder, som bekymrer.
- Mange industrivirksomheder er ramt af svag efterspørgsel på deres store vigtige eksportmarkeder i Europa, og det ser desværre ud til at fortsætte i 2020. Andelen af virksomheder, der oplever utilstrækkelige afsætningsmuligheder, er på højeste niveau i fem år, siger Allan Sørensen.
- Medicinalindustriens produktion kan godt svinge en del fra måned til måned. Medicinalindustrien er den branche, der er gået mest frem over det seneste år. Den øvrige industri har derimod blot øget produktionen med én procent over det seneste år, siger Allan Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.