17.01.20 DIB Nyheder

Kina må skrue ned for ambitionerne de kommende år

Nye tal: Kinas statistiske bureau, NBS, har offentliggjort tal for væksten i landet i 2019. Tallene viser, at Kinas bruttonationalprodukt voksede med 6,1 procent sidste år.

Det siger en del om Kina, at en vækst på 6,1 procent kan være den laveste i 29 år. Det mener cheføkonom i Dansk Industri (DI) Allan Sørensen.

- Væksten i Kina har været utrolig høj i rigtig mange år, og økonomien er blevet fordoblet alene i 2010'erne, siger han.

- Kinesernes indkomster vokser med næsten ni procent om året, og det giver forbrugerne øget magt i kinesisk økonomi. Servicesektoren er den klart største sektor, og den vokser væsentligt hurtigere end industrien og landbruget, siger Allan Sørensen.

Væksten i 2019 på 6,1 procent er den laveste vækst siden 1990. Den er dog i tråd med analytikernes forventninger og inden for de 6,0-6,5 procent, som den kinesiske regering havde stillet i udsigt for 2019 som helhed.

Men kineserne bliver nødt til at skrue ned for ambitionerne i de kommende år, vurderer Allan Sørensen.

- Væksten vil fortsat være høj, men den ventes gradvist at aftage ned mod fem procent om året frem mod 2025, siger han.

Siden årtusindskiftet er Kina gået fra at være verdens sjette største økonomi til nu at være verdens næststørste. Kina har dermed overhalet Japan, Tyskland, Storbritannien og Frankrig. Kun amerikansk økonomi er større end Kinas.

USA er Kinas klart største eksportmarked. Amerikanerne aftager knap en femtedel af Kinas eksport. Onsdag skrev USA og Kina under på en fase 1-handelsaftale. Aftalen betyder, at USA vil reducere en smule af landets øgede told på kinesiske produkter, mens Kina derimod forpligter sig til at importere flere amerikanske varer.

- Handelskrigen har været hård ved kinesisk eksport til USA, som er faldet med 20 procent over det seneste år, siger Allan Sørensen.

Den første delaftale har ifølge Allan Sørensen ikke normaliseret handelsrelationerne mellem USA og Kina, men den signalerer, at handelskrigen næppe eskalerer yderligere.

Kina er Danmarks sjette største eksportmarked og købte sidste år danske varer og tjenester for 70 mia. kr.

- Svinekød og medicin løftede vores eksport til Kina i 2019. De kinesiske svinebønder er ramt af afrikansk svinepest, og det har øget efterspørgslen efter dansk svinekød, siger Allan Sørensen.

- Kinas høje vækst og stigende levestandard giver danske virksomheder nye muligheder. Den stigende kinesiske middelklasse har åbnet et stort spændende marked for virksomheder, der har produkter, som er interessante for de kinesiske forbrugere, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold