Direktør Michael Lundgaard Thomsen har gang i et projekt, hvor strålevarme fra produktion af cement bliver genbrugt som fjernvarme.

Foto: Lars Horn
24.01.20 DIB Nyheder

Kridt udfordrer Aalborg Portlands klima-indsats

Aalborg Portlands direktør Michael Lundgaard Thomsen går offensivt ind i den grønne omstilling med planer og visioner, der skal gøre landets største CO2-udleder mere klimavenlig.

Michael Lundgaard Thomsen sætter sig bag rattet i minibussen, og vi drejer ind på cementfabrikkens område. I stedet for en powerpoint præsentation på Aalborg Portland direktørens kontor foretrækker han at vise i praksis, hvilke klimaudfordringer virksomheden har – og hvordan der gøres noget ved det.

Første mål for køreturen er Aalborg Portlands livsnerve, nemlig kridtgraven.

Turen går ud langs det fire kilometer lange transportbånd, der leverer den friskopgravede råvare til cementen fra en 40 meter dyb tyrkisblå sø. Kridtet er samtidig den største miljø­udfordring, fordi det i store mængder binder CO2, der bliver frigivet i processen med at fremstille cement.

Topchefen stopper og stiger ud ved den tre etager høje gravemaskine, hvis skovle hvert døgn fuldautomatisk skærer 10.000 ton kridt af søens bred. Gravemaskinen kører to kilometer frem og to kilometer tilbage langs søen, der for hver tur bliver 10 centimeter større.

– Vi bidrager gerne til den grønne omstilling, og vi ved jo, at cement er en del af klimaudfordringen. Men uden kridt er der ingen cement. Så enkelt er det. Vi har derfor nye cementtyper på vej, hvor andelen af kridt er mindre, men helt fri af kridt bliver vi aldrig, fortæller Michael Lundgaard Thomsen.

Fremtidens cement klar i 2020

Direktøren forklarer videre, at efterspørgslen efter mere miljøvenlige cementtyper ikke har være større i de 20 år, Aalborg Portland har været i gang med at udvikle det nye produkt, Futurecem.

- Jeg forventer, at vi i slutningen af 2020 er klar til at gå på markedet med denne nye cement, siger han.

I Futurecem har Aalborg Portland nedbragt andelen af det miljøbelastende kridt ved at blande det op med brændt ler. Det vil skære cirka 10 procent af den CO2-udledning, som i dag kommer fra selve processen med at omdanne kridtet til cement, hvilket står for hovedparten af Aalborg Portlands klimaaftryk.

Læs også: Resino vil farve verdens pølser grønnere

Ti gange mere CO2 end nummer to

Direktøren og virksomheden står reelt med Danmarks største klimaudfordring. Med en årlig CO2-udledning på 2,2 millioner ton har virksomheden et klimaaftryk, der er ti gange så stort som nummer to blandt virksomheder i en tid, hvor regering og Dansk Industri har valgt at gå offensivt ind i kampen for at skære 70 procent af CO2-udledningerne i 2030.

Michael Lundgaard Thomsen sætter sig igen bag rattet i minibussen og undgår behændigt at køre fast i det bløde kridtslam ved gravemaskinen, da han vender rundt og sætter kurs mod fabrikken.

Virksomhedens grønne omstilling må heller ikke hænge fast – men det kræver fuld fokus på at bremse fabrikkens CO2-belastning.

Næste stop bliver ved en elevator, der fører os 90 meter op i det såkaldte kalcineringstårn. Herfra er der udsigt over de næste led i produktionen, hvor kridtet blandes op med sand fra Limfjorden og flyveaske fra kulkraftværker for derefter på 20 sekunder at blive varmet op til 900 grader. Netop den proces koster dyrt i klimaregnskabet, fordi det er her kridtet frigiver de betydelige mængder CO2.

Læs også: Sukkergigant: Biogas er nøglen til vores grønne omstilling

Vi har nye cementtyper på vej, hvor andelen af kridt er mindre, men helt fri af kridt bliver vi aldrig. Michael Lundgaard Thomsen Direktør, Aalborg Portland

CO2-fangst koster milliarder

– Den eneste måde at komme af med alt CO2’en, er ved at udvikle teknologier til at indfange den, forklarer Michael Lundgaard Thomsen og fortsætter:

– Men i dag er der ikke forretning i at indfange CO2. For os ville der blive tale om investeringer på tocifrede milliardbeløb. Det er dyrere end selve fabrikken. Og jeg vil umiddelbart stå med et CO2-produkt, som ingen vil købe. Udviklingen kan derfor ikke ske på markedsvilkår, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Derfor er der brug for incitamenter i form af offentlige hjælp i forhold til forskning og udvikling af teknologi.

– Vi har gjort det før i Danmark med udviklingen af vindenergi – og vi kan gøre det igen på det her område, siger han.

Han forventer, at det vil tage 10 år at udvikle de rette teknologier og få skabt et marked for at bruge det opsamlede CO2 i eksempelvis flybrændstof. 60 procent af Aalborg Portlands CO2-udledning kommer fra selve kridtet.

Læs også: Resino vil farve verdens pølser grønnere

Varme og kulde til Aalborg

Vi tager elevatoren ned igen og går til sidste stop på turen: Nemlig ved de helt specielle ovne som brænder kalken til det færdige cement. Aalborg Portland har seks ovne, som hver er mellem 80 og 120 meter lange rør, hvori cementen bliver ”bagt” færdig ved temperaturer, der sikrer sommervarme under åben himmel året rundt i denne del af fabrikken.

Netop opvarmning af ovne kræver meget energi, hvilket udgør 40 procent af virksomhedens CO2-udslip. Og på det punkt gør Aalborg Portland allerede mange ting for at mindske klimabelastningen. Målsætningen er at reducere klimabelastningen med 30 procent inden 2030 med de kendte teknologier.

– Vi har erstattet en stor del af vores forbrug af fossile brændstoffer med affald og biomasse, og vi arbejder på at gøre endnu mere. Dertil ser vi store muligheder i de indirekte effekter, hvor vi bidrager til, at andre reducerer deres klimaaftryk, fortæller Michael Lundgaard Thomsen.

Byen Aalborg har store gevinster ved netop de indirekte effekter, for Aalborg Portlands overskudsvarme sikrer i dag 25.000 husstande fjernvarme og alle byens borgere en lavere varmeregning.

– Vi er på vej til at fordoble vores levering af fjernvarme til Aalborg. Og vi har også et pilotprojekt i gang, der kan sikre, at strålevarmen fra ovnene bliver brugt. Yderligere bliver vores sø et fjernkølesystem. I første omgang til gavn for Aalborg Sygehus og senere bliver Aalborg by koblet på. På den måde hjælper vi med til at skabe en CO2-reduktion for hele samfundet, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Efter beskrivelsen ved ovnene drejer han minibussen ind på parkeringspladsen ved Aalborg Portlands reception og slutter rundturen.

Læs også: Handelsvirksomheder har et kæmpe klimaansvar

Kridt til 130 år mere

Han bevarer dog hånden på rattet i klimaindsatsen på et andet område. Da statsminister Mette Frederiksen besøgte Aalborg Portland i november, ved fejringen af 130 år med cementproduktion ved Limfjorden, sagde Michael Lundgaard Thomsen samtidig ja til at blive formand for regeringens klimapartnerskab for de energitunge industrier i Danmark. Et arbejde han nu er fuldt engageret i, og hvor målet er at sikre, at der også om 100 år sendes grå og hvid cement ud på verdensmarkedet fra Aalborg.

Kridt er der nok af, så grave­maskinen kan skovle løs i mange år endnu.

MICHAEL LUNDGAARD THOMSEN

2019– : Formand for klimapartnerskabet Energitung Industri

2013– : Direktør for Aalborg Portland

20022013: Siemens Flow Instruments – heraf syv år som adm. direktør

19892001: Danfoss – herunder direktør hos Sauer-Danfoss

Michael Lundgaard Thomsen deltager på SMV-DAGEN 2020 den 27. januar, hvor han blandt andet fortæller om Aalborg Portlands grønne omstilling. 

AALBORG PORTLAND

Grundlagt i 1889 og er i dag Danmarks eneste producent af cement.

Producerede i 2018 over 2,3 millioner ton grå og hvid cement, heraf
47 pct. til eksport.

Ejes af cement- og betonleverandøren Cementir med aktivitet i bl.a. Belgien, Tyrkiet, USA og Kina.

Aalborg Portland Hold-ing, som dækker hovedparten af Cementirs aktivitet, havde en global omsætning
i 2018 på 8,9 mia. kr.

Fabrikken beskæftiger 250 ansatte
i Aalborg.

Udleder 2,2 millioner ton CO2
om året fra fabrikken i Aalborg.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Troels Ranis

Troels Ranis

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3683
  • Mobil +45 2328 5056
  • E-mail trra@di.dk

Relateret indhold