Formand for energi- og forsyningssektorens klimapartnerskab Henrik Poulsen, CEO i Ørsted A/S, ser et kæmpe potentiale i at være grøn partner for andre sektorer.

Foto: Dansk Industri
14.01.20 DIB Nyheder

Ørsteds topchef: Vi dropper fossilbiler næste år

Dansk entusiasme vil sikre succes med klimaambitionerne, mener Henrik Poulsen, topchef i Ørsted og formand for energi- og forsyningssektorens klimapartnerskab.

Hvorfor har du valgt at deltage i klimapartnerskabet?

- Regeringen og store dele af Folketinget har fremlagt en meget ambitiøs målsætning for Danmark som et grønt samfund. Klimaforandringerne er vor tids største udfordring, og det ligger mig meget på sinde at kunne bidrage til at levere på det globale førerskab, som Danmark har påtaget sig.

Vi klimakompenserer for alle vores flyrejser, og fra 2021 vil vi ikke længere lease eller købe benzin- og dieselbiler. Henrik Poulsen, CEO Ørsted A/S

Hvad håber du, at der kommer ud af arbejdet i klimapartnerskabet?

Energisektoren er helt central i den grønne omstilling og kan også bidrage markant til at gøre andre sektorer grønne. Det er vores ambition i klimapartnerskabet for energi og forsyning at bidrage med anbefalinger til helt konkrete tiltag, som gør energi- og forsyningssektoren grøn, og som samtidig bringer hele samfundet tættere på CO2-neutralitet.

Læs også: Direktør: ”Klimapartnerskaber kan gøre en forskel”

Hvor ser du de største muligheder for at nedbringe C02-udledningen?

Energi- og forsyningssektoren har allerede nedbragt sin CO2-udledning med 59%, og det vil stige til 82% i 2030, bl.a. i takt med at vi udfaser endnu mere kul fra de danske kraftværker. I klimapartnerskabet arbejder vi med at komme så langt vi kan i forhold til at reducere den resterende udledning i vores egen sektor, men for energi- og forsyningssektoren er der faktisk et langt større potentiale i at være en grøn partner for andre sektorer så som transport og industri og hjælpe dem med at nedbringe deres udledninger gennem øget grøn elektrificering og grønne brændsler baseret på hydrogen.

Hvor ser du de største udfordringer for nedbringelse af CO2-udledningen?

Det er klart, at nogle sektorer har en lettere grøn rejse end andre. Men jeg er overordnet set optimist på Danmarks vegne. Vi har set nogle teknologiske kvantespring det seneste årti, og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til, at vi kan nå 70%-målsætningen, når jeg ser den entusiasme, hvormed politikere, organisationer og erhvervslivet i Danmark angriber klimakrisen. Den største udfordring bliver at få integreret de 13 klimaplaner i en samlet og ambitiøs handlingsplan, og at vi hurtigt får taget handling, så vi kan nå målet om at reducere CO2-udledningen med 70% i 2030.

Hvad gør Ørsted for at nedbringe sin udledning?

Vi har allerede nedbragt vores CO2-udledninger med 83% siden 2006 ved at biomassekonvertere vores fossile kraftværker og ved at udbygge grøn energi i stor skala. Vi vil stoppe helt med at bruge kul fra 2023. Vi klimakompenserer for alle vores flyrejser, og fra 2021 vil vi ikke længere lease eller købe benzin- og dieselbiler.

Følg klima hos DI

Regeringen og dansk erhvervsliv har indgået 13 klimapartnerskaber. Vi præsenterer dig for hvert enkelt partnerskab, og følger udviklingen.

Læs mere om klimapartnerskaberne

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Sune Thorvildsen

Sune Thorvildsen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3534
  • Mobil +45 6167 1616
  • E-mail sunt@di.dk

Relateret indhold