Forhandlerne på transportområdet er - fra venstre: Viceadm. direktør Kim Graugaard og adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri. Og formand, Jan Villadsen, forhandlingssekretær Flemming Overgaard og forhandlingssekretær Karsten Kristensen, 3F Transport.

Foto: Thomas Arnbo
14.01.20 DIB Nyheder

Ok-forhandlinger på transportområdet er i gang

Tirsdag formiddag indledte DI og 3F Transport forhandlingerne om den kommende overenskomst på transportområdet. Det bliver svære forhandlinger, lød det fra begge organisationer på pressemødet, der markerede starten på forhandlingerne.

Forhandlingerne handler konkret om fællesoverenskomsten, der omfatter lagerarbejdere, havnearbejdere og en del chauffører.

Når fællesoverenskomsten er forhandlet på plads, begynder  forhandlingerne om ATL-overenskomsten og de øvrige overenskomster på normallønsområdet, hvor timelønnen er fastsat centralt.

Bagtæppet for forhandlingerne er, at det har gået godt i Danmark i længere tid. Men fremtiden ser broget ud, sagde DI’s administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen.

-Vi ser større og større usikkerhed på Danmarks vigtigste eksportmarkeder, og den globale konkurrence er blevet endnu skarpere. Det gælder ikke alene virksomheder på transportområdet.  Det gælder også transportområdets kunder – de mange tusinde andre virksomheder, som er afhængige af god logistik og effektiv transport, sagde Lars Sandahl Sørensen og vendte sig mod forhandlerne fra 3F Transport

- Men vi kan forhåbentligt bøje enderne, så vi kan skabe gode løsninger under forhandlingerne for både virksomhederne og de ansatte.

Læs også: Sandahl: OK-forhandlinger skal fastholde Danmarks konkurrencekraft

3F vil diskutere løn

Medlemmerne af 3F Transport har afleveret 1600 ønsker til den kommende overenskomst. Ønskerne handler blandt andet om, at man skal kunne gå på arbejde uden at blive syg af det. Og at man skal kunne trække sig tilbage, når man har lyst – ikke når man er blevet syg.

- Det er gode tider. Vi synes, de ser ud til at fortsætte. Vi har været løntilbageholdne siden 2010, så selvfølgelig skal vi også have del i det opsving, der har været. Derfor kommer vi selvfølgelig også til at diskutere løn, sagde Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Læs også: Industriproduktionen falder i syv ud af tolv brancher

Social dumping

Under de seneste forhandlinger har social dumping fyldt meget, men det emne forventes ikke at fylde noget under disse forhandlinger, lød det fra parterne. Til gengæld ligger der en opgave hos Folketinget.

Der forhandler man nemlig lige nu om et lovforslag, som pålægger vognmænd med udenlandske chauffører at følge det danske lønniveau.

Lovforslaget bygger på et forslag fra Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening – herunder DI og ATL. De fik sidste år til opgave af politikerne at komme med forslag, som skulle forhindre en gentagelse af Kurt Beier-sagen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold