Ny teknologi skal både give medarbejderne og kunderne mere attraktive vilkår hos virksomheden DanSand i Brædstrup.

Foto: DanSand
29.01.20 DIB Nyheder

SMV: Vi vil være døgnåbne med 37 timers arbejdsuge

Flere virksomheder har planer om at investere i ny teknologi, men de store er stadig langt foran. Dansk Industri vil gerne have mange flere SMV’er ind i kampen, men det kræver både investeringsvilje og digitale kompetencer. Det har virksomheden Dansand.

- Vi har et mål om, at vores virksomhed skal kunne producere og være tilgængelig for vores kunder 24/7, mens vores medarbejdere kan have en almindelig 37 timers arbejdsuge, fortæller Poul Konrad Beck, som er bestyrelsesformand for den midtjyske virksomhed Dansand, der leverer sand – primært til industrielle formål.

Det lyder måske som lidt af en drøm, og virksomheden er da heller ikke helt sikker på præcis, hvordan eller hvornår de kommer derhen. Men målet er sat, og ambitiøse mål er nødvendige, hvis man vil være firstmover på det teknologiske område, mener Poul Konrad Beck.

- Vi lagde allerede en strategi for vores teknologiske udvikling i 2001-2002, fordi vi manglede arbejdskraft. Som svar på det har vi efterfølgende systematisk arbejdet på at automatisere alle de processer, som vi overhovedet kan automatisere, så vi kan klare os med færre, men dygtigere folk, fortæller han.

Det nye er, at virksomheden er begyndt at sætte mål for fremtiden, hvor teknologien måske ikke findes endnu – men i forventning om, at den kommer.

- Vi er nødt til at turde sætte mål, hvor vi endnu ikke kender vejen, hvis vi vil være i front, siger Poul Konrad Beck.

Jo-jo-jo, selvfølgelig er der lærepenge at betale, og ind imellem har vi da begået fejl og tabt penge. Men vi har langt oftere ramt plet og kunnet skovle penge ind på at være ’firstmovers’. Poul Konrad Beck, bestyrelsesformand for Dansand

Flere SMV’er forventer at investere

Flere danske virksomheder – også blandt de små og mellemstore – har da også planer om at investere kraftigere i alle former for ny teknologi, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI) .

Syv ud af ti virksomheder i analysen forventer at foretage nye investeringer her i 2020 – og det er alle former for teknologi fra software til robotter og ny forskning, som de har kig på.

- Især inden for de sidste to år har de små og mellemstore virksomheder øget deres fokus på ny teknologi markant. Det er rigtig godt, og det vidner om, at der er kommet et større ledelsesmæssigt fokus på teknologi. Men SMV’erne halter stadig efter de store virksomheder, siger Christian Hannibal, som er digitaliseringspolitisk chef i DI.

De store virksomheder sætter nemlig endnu hårdere ind og øger stadig afstanden til deres mindre konkurrenter.

- Der er fortsat et meget stort potentiale for at udbrede forskellige nye teknologier blandt de små og mellemstore virksomheder. Men det kræver, at der investeres væsentligt mere fra SMV’ernes side, end vi ser nu, siger Christian Hannibal.

Læs også: Grøn omstilling i alt fra salt til satellitter

Stå senere op med ny teknologi

I dag er der ca. 45 medarbejdere ansat i Dansand. Der arbejdes i to skift i tidsrummet fra 6.00 til 18.00. Automatiseringen betyder dog, at produktionen kan køre videre hele døgnet – og i fremtiden skal den kunne passe selv i endnu højere grad.

- Det er ikke særlig attraktivt for vores medarbejdere at skulle møde op helt herude kl. 6 om morgenen. De unge vil drikke caffe latte og møde kl. 8, men det siger jeg ikke som en kritik. Det er bare en forudsætning for at kunne tiltrække nye, dygtige medarbejder, understreger Poul Konrad Beck.

Kunderne vil omvendt have fuld tilgængelighed og hurtig levering – og klimaudfordringerne kalder også på nye teknologiske løsninger. Derfor ser Dansand ingen vej uden om ny teknologi og ambitiøse målsætninger for at nå derhen. Men det kræver mod og investeringsvilje, for med ny teknologi kan der også være lærepenge at betale.

- Jo-jo-jo, selvfølgelig er der lærepenge at betale, og ind imellem har vi da begået fejl og tabt penge. Men vi har langt oftere ramt plet og kunnet skovle penge ind på at være ’firstmovers’, siger Poul Konrad Beck

Læs også: Resino vil farve verdens pølser grønnere.

Hvad er vi, hvis vi ikke er i front?

Ifølge ham er teknologien de danske smv’er største chance for kunne at gøre sig gældende i den globale konkurrence.

- Vi har en fleksibel forretningskultur, et fleksibelt arbejdsmarked, som vi skal tage vare på, og et højt uddannelsesniveau. Så hvis danske virksomheder ikke skal være firstmovers på det teknologiske område, hvad skal vi så? Det er det bedste, vi kan gøre, hvis vi vil bevare vores konkurrenceevne i forhold til det omkostningsniveau, vi har, mener Poul Konrad Beck.

I DI er konklusionen den samme, men mange SMV’er oplever stadig store udfordringer i forhold til at få hul på den teknologiske udviklingen.

Derfor har DI for nyligt lanceret indsatsen ’Tech der tæller’, der skal hjælpe flere virksomheder på vej.

- Indsatsen skal få flere virksomheder til at gribe de digitale muligheder, styrke de digitale kompetencer, skabe nye vækstmuligheder, og udvikle flere bæredygtige løsninger. Et af de konkrete mål er at øge andelen af DI-virksomheder, der anvender avancerede digitale teknologier som kunstig intelligens, blockchain, robotter og IoT (Internet of Things), med mindst 50 procent i løbet af de næste to år, siger Christian Hannibal.

Som del af ’Tech der tæller’ vil DI blandt andet udvikle skræddersyede forløb, hvor den enkelte virksomhed kan blive guidet gennem en digital transformation i tæt samspil med andre DI-medlemmer og eksperter. Indsatsen skal også sikre erfaringsdeling og inspiration for topledere med ansvar for den digitale transformation.

Læs mere om Tech der tæller

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold