22.10.20 DIB Nyheder

Amerikanske ledighedserklæringer på laveste niveau siden marts

Nye tal: I sidste uge meldte 787.000 amerikanere sig ledige.

Antallet af nyledige i USA falder til laveste niveau i løbet af coronakrisen.

- Det er første gang i 31 uger, at antallet af nye amerikanske ledighedserklæringer er under 800.000, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Det ugentlige antal nyledige ligger dog fortsat højere end under de værste uger af finanskrisen.

- Coronakrisen har ikke sluppet sit tag i amerikansk erhvervsliv. Der er stadig mange virksomheder, der har brug for at lave tilpasninger og afskediger medarbejdere, siger Allan Sørensen.

Ledigheden toppede i uge 19 på 17,1 procent, men faldt i den forgangne uge til 5,7 procent.

- Selv om der stadig kommer mange nye i ledighedskøen, så er den faktisk blevet en del kortere siden foråret. Der er heldigvis flere der hyrer end fyrer, og derfor er ledigheden faldet betydeligt siden starten af maj, siger Allan Sørensen.

USA er Danmarks største eksportmarked. Amerikanerne har over det seneste år købt danske varer og tjenester for 167 milliarder kroner.

- Derfor har udviklingen i amerikansk økonomi stor betydning for dansk erhvervsliv. Vi håber, at den samlede ledighed vil fortsætte med at falde, da det vil understøtte en stærkere vækst i amerikansk økonomi og dansk eksport, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold