23.10.20 DIB Nyheder

DI: Nye restriktioner vil få stor betydning for mange virksomheder

De nye restriktioner for at bremse den bekymrende stigning i smittetallet vil få vidtrækkende konsekvenser for mange virksomheder og arbejdspladser, mener DI. Det bliver nu helt afgørende, at resten af erhvervslivet kan holde produktion og eksport i gang.

Fra på mandag den 26. oktober indføres nye restriktioner for at bremse de stigende smittetal i Danmark. De nye restriktioner betyder blandt andet, at krav om mundbind udvides, forsamlingsforbud sænkes fra 50 til 10 personer - og det bliver forbudt at sælge alkohol efter kl. 22.00. Samtidig skærpes grænsekontrollen frem til den 2. januar. 

Finansminister Nicolai Wammen (S) melder samtidig, at regeringen i finansloven vil bruge penge fra "krigskassen" på 9,2 milliarder kroner til at hjælpe virksomhederne gennem krisen. 

DI's kommentarer til de nye restriktioner og udmeldinger er:

- Vi må bero os på myndighedernes vurdering af, om det er nødvendigt med så indgribende tiltag for at holde smittespredningen i skak. Men det er godt nok meget omfattende restriktioner, som regeringen indfører resten af året. Det vil få enorm stor betydning for rigtige mange virksomheder og arbejdspladser, som nu må lukke ned af hensyn til resten af samfundet. Den helt afgørende opgave er fortsat at sikre, at alle øvrige dele af erhvervslivet og vores uddannelsesinstitutioner fortsat kan holdes åbne, så vi få Danmark bedst muligt gennem krisen, siger medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen, Dansk Industri.

- Vi er alvorligt bekymrede for de mange brancher og job, som bliver særligt hårdt ramt af de nye restriktioner. Det gælder i særdeleshed alle kultur- og oplevelsesvirksomhederne og deres mange underleverandører, som virkelig kæmper for at klare sig gennem krisen. Det er en samfundsopgave at tage hånd om alle de virksomheder og arbejdspladser, som bliver ramt. De får brug for hjælp og kompensation, så længe restriktionerne kører, siger Lars Frelle-Petersen.

- Med de nye restriktioner bliver det kun endnu vigtigere, at resten af erhvervslivet sammen med deres medarbejdere kan holde produktionen og eksporten i gang. Derfor er det også afgørende, at vi holder åbent for erhvervsrejser, som er helt nødvendige for eksporten, og at vi holder grænserne åbne for både varer og udenlandske medarbejdere. Vi samarbejder meget gerne med myndighederne om, hvordan vi gennem hyppig brug af tests kan sørge for, at vandrende arbejdstagere kan komme til og fra Danmark på forsvarlig vis, siger DI-direktøren.

Han opfordrer regeringen og myndighederne til at lægge en klar køreplan og beslutningsgrundlag for, hvornår nye restriktioner indføres – og kan fjernes igen.

- Det er en historisk usikker tid, og virksomhederne og danskerne har krav på, at der er de mest mulige gennemskuelige, forudsigelige og veldokumenterede rammer for, hvordan vi håndterer krisen – og hvordan virksomhederne bedst muligt kan indrette sig efter restriktionerne og holde hjulene i gang. Det kræver også et tæt samarbejde med de øvrige EU-lande om, hvordan vi i fællesskab håndterer denne sundhedskrise, siger DI-direktøren.

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret