"Nu bliver alt det, vi har i hovedet og på små lapper sat i system"
Adm. direktør Allan Hougaard, VAM A/S er i fuld gang med at digitalisere entreprenørfirmaet fra Auning. 1. november er der endnu et ”rejsegilde” - og forhåbentlig penge at spare.
I Østjylland er en entreprenør-boss i gang med at reformere sin bygge- og anlægsvirksomhed.
Han vil digitalisere, innovere og strømline for at få bedre overblik, kontrol - og forhåbentlig flere penge i kassen.
Vi har ringet Allan Hougaard fra VAM A/S op for at høre nærmere.
Digitalisering i en bygge- og anlægsvirksomhed lyder næsten som en selvmodsigelse, er det det?
– Både og. Vi er ikke i en branche som har været kendt for at være helt fremme i digitaliseringsskoene. Men vi er ved at komme efter det. Og i VAM har vi i en del år arbejdet strategisk med digitalisering, som gør, at vi målrettet har taget digitaliseringen til os bid for bid. Vi har blandt andet her 1. november ”rejsegilde” på første del af vores nye projektstyringssystem.
Hvad går det ud på?
– At alt det vi i VAM har i hovederne, på mail og små lapper, bliver sat i system, når vi har et projekt – om det er at grave rør ned, byggemodne eller noget af alt det andet anlægsarbejde, vi laver. Lavpraktisk begynder vi med en skabelon ved projektstart. Den koordinerer for eksempel bestilling af materialer og søgning af tilladelser. Grundlæggende handler det om, at være sikker på, at de rette ting sker på de rette tidspunkter. Men det er først efter 1. november, vi ved, om vores plan virker i virkeligheden.
Hvad skal der komme ud af det?
– Mere strukturerede processer og med det forhåbentlig, at vi bliver mere effektive og på sigt kan øge indtjeningen. Vores branche er ret marginaliseret, så kan vi spare, er det godt. Men for mig handler det ikke om ”bare” at fjerne papir – men om hvordan vi reelt innoverer.
Kan du anbefale digitalisering til kollegerne?
– Helt klart. Udviklingen går kun én vej, og alle skal i gang. Medarbejderne kan godt tænke lidt pyh, for forandringer kan være tunge for nogle og kræve tilvænning, men personligt synes jeg digitalisering er utrolig spændende og skaber kæmpe værdi, for du får bedre overblik og mere kontrol.
DI Business oktober 2020
Digitale værktøjer og ny teknologi har været guld værd for mange virksomheder under coronakrisen, viser DI-analyse. Læs blandt andet om 3D Print, kunstig intelligens, blockchain og e-handel.
Se hele magasinet