23.10.20 DIB Nyheder

Ny i DI’s hovedbestyrelse: ”Vi er forpligtet til at uddanne fremtidens dygtige snedkere”

Det grundige håndværk skal læres fra bunden af den kommende generation, hvis vi skal stå imod presset fra udenlandsk arbejdskraft, mener direktør Mads Raaschou. Han er netop trådt ind i Dansk Industris hovedbestyrelse.

Den liflige duft af træ kommer os i møde, da vi træder ind på det store, åbne værksted hos Raaschou Inventarsnedkeri A/S i Skovlunde. Virksomhedsejer og direktør Mads Raaschou hilser på en medarbejder, der står med høreværn på og skal i gang med at udskære en stor træplade. Blandt køkkenskabe, der venter på at blive samlet, og maskiner, der fræser og borer huller i træpladerne, tager vi en rundtur i værkstedet.

-Det, der især har optaget os i de seneste to et halvt år er, at vi er flyttet ind i de her nye lokaler – og i den forbindelse har vi gjort meget for at blive digitale. At digitalisere et håndværksfag er en lang proces, for der er en masse rutiner og erfaring, der ligger i hænderne. Men vi har spurgt os selv: ’Hvad skal der til, for at vi kan overleve, når vi bliver udfordret af østeuropæiske udbydere, der har langt billigere driftsomkostninger end os – og hvordan kan vi være nærværende i Danmark med det håndværk, vi har?’

Læs også: Tømrermester: Min type virksomhed er ved at uddø

Erfaringen ligger i hænderne

Svaret er at gøre de ’kedelige’ og tunge processer i snedkerarbejdet digitale, forklarer Mads Raaschou.

Han blev udlært snedker før 27 år siden og har gennem årene set sit håndværksfag udvikle sig hen imod mere og mere digitalisering.

-Da jeg startede som snedker, blev alting lavet i hånden. Så kom der en simpel fræser, der borede huller. Og nu har vi købt nogle maskiner – for eksempel denne her – siger Mads Raaschou og peger på en stor maskine, der står midt i værkstedet.

-Maskinen hér har nogle programmer, der gør det muligt for os at få udført noget meget præcist bore -og fræsningsarbejde. Tidligere var det sådan, at når vi skulle lave en skabsside med huller og hængsler, så rørte vi ved træpladen mellem syv og 11 gange. Nu rører vi ved den tre gange, før vi kan skrue den sammen, forklarer han.

Læs også: Corona sætter gang i virksomhedernes IT-investeringer

Traditioner holdes i hævd – på den digitale måde

Ud over at drive sin snedkervirksomhed har Mads Raaschou fået æren af at være oldermand for Københavns Snedkerlaug, der netop hylder de danske håndværkstraditioner.

-Snedkerlauget er 465 år gammelt, og vi uddeler hvert år en pris for det særligt gode håndværk. I år gik prisen til Sagnlandet Lejre, der har genopført den store kongehal fra Vikingetiden og har lavet nogle søjler med et meget flot udskæringsarbejde. Søjlerne er blevet lavet digitalt, men det ligner noget, folk har lavet i hånden. Vikingerne har jo brugt årevis på at udskære søjlerne, så traditionerne holdes i hævd – men på den digitale måde, siger Mads Raaschou begejstret.

Hvad er det især, der fascinerer dig ved snedkerhåndværket?

-Jeg synes, det er drønhamrende spændende at lave noget i god kvalitet. Vi går ikke efter at matche billigste pris, og vi kan rigtig godt lide de sjove, skæve og besværlige opgaver. Alt det, som de andre ikke kan finde ud af, smiler Mads Raaschou. 

-Størstedelen af vores kunder er arkitekter og designere, som tegner noget, de gerne vil gøre til virkelighed.  Og det, vi er gode til, er at gøre det bygbart. Se bare de her trin til en trappe, som vi er i gang med at lave for en kunde, siger Mads Raaschou.

-Trappen kommer til at bestå af de hér håndlavede trin og 436 formspændte skaller i træ, der skal inddække hele trappen. Det er en meget kompleks opgave, som tager omkring fem måneder for os at udføre. 

Læs også: 4. generations smed: ”Vi lever af vores medarbejdere”

Lærlinge prioriteres højt

En ung kvinde iført arbejdstøj og høreværn vinker til Mads Raaschou, da hun får øje på ham.  

- Hun er en af vores dygtige lærlinge. Vi har altid 10-15 lærlinge her på værkstedet, for jeg går rigtig meget op i, at vi skal uddanne den næste generation af håndværkere. Det nytter ikke noget, at vi bliver så digitale, at vores ansatte kun kan finde ud af at kode på en computer. Der skal være et håndværk i hænderne og grundlæggende håndværksmæssig forståelse, for at man kan udnytte de nye digitale muligheder, slår han fast.

-Vi har et håb om at uddanne nogle dygtige unge mennesker, der forhåbentlig kan være med til at løfte branchen. Det handler også om at tage et ansvar og sige: ’Der er nogen, der har lært MIG det her håndværk, og det er jeg forpligtet til at give videre.’

-Og det at tage lærlinge handler også om at videreføre de danske håndværkstraditioner, så vi ikke ender dér, hvor den danske bygningsmasse bliver vedligeholdt af udenlandsk arbejdskraft, der har en anden byggetradition end vi har, siger Mads Raaschou og uddyber:

-Hvis den udenlandske arbejdskraft skal sætte standarden for, hvordan vi bygger i Danmark, så synes jeg, vi har spillet fallit. For så har vi jo tabt den del af vores kulturarv, der handler om oplæring, uddannelse og kvalitet i arbejdet.

Læs også: ”Mursten kræver fingerspitzgefühl”

Byggeriet skal tales op

Mens vi går rundt i snedkerværkstedet er det tydeligt at mærke, at Mads Raaschou brænder for sit håndværk. Det gør han også på det politiske plan - Mads Raaschou har igennem flere år været særdeles aktiv i branchearbejdet i Dansk Byggeri. 

- Hvis du spørger min kone, så tager det rigtig meget tid. Men når jeg har en mening om, hvordan tingene skal være, så må jeg jo stille mig frem, lyder det fra Mads Raaschou.

Hvilke tanker gør du dig om sammenlægningen af Dansk Byggeri og Dansk Industri?

-Som medlem af Hovedbestyrelsen for Dansk Byggeri har jeg været med til at anbefale fusionen, og jeg ser det som en kæmpe mulighed for, at byggebranchen kan komme endnu tættere på de politiske beslutninger og på overenskomstforhandlingerne. Vi skal snakke håndværk og byde ind på kryds og tværs, og jeg vil gerne være med til at sætte lærlinge på dagsordenen, siger Mads Raaschou. Og tilføjer:

- Jeg er kommet i DI’s hovedbestyrelse, så jeg sidder med dér – og det gør jeg med et åbent sind. Mit hjerte banker for byggeriet, og jeg tror, vi kan gøre en forskel ved at tale byggeriet OP i den store forsamling. Så hvis vi kan komme ind og sige ’Husk lige os’, så tror jeg, at vi kan flytte noget - i gensidig respekt for hinandens kompetencer, siger Mads Raaschou.

Læs også: Entreprenør: Byggeriets værdikæde er nu samlet

Fakta

Raaschou Byg

Mads Raaschou er udlært møbel- og maskinsnedker og er ejer af Raaschou Inventarsnedkeri A/S og Raaschou Byg.  Raaschou Byg udfører bygningsarbejde for private og professionelle bygherrer, mens Raaschou Inventarsnedkeri A/S især har barer, restauranter, cafeer og hoteller på kundelisten. Mads Raaschou er meget engageret i bestyrelsesarbejde og er netop trådt ind i Dansk Industris hovedbestyrelse. Han er desuden oldermand i Københavns Snedkerlaug.

Læs mere på www.raaschou.as

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter Stenholm

Peter Stenholm

Vicedirektør

  • Direkte +45 7216 0102
  • Mobil +45 4117 4736
  • E-mail pss@di.dk

Relateret indhold