Metalpulver er ikke bare metalpulver, og det pulver, der kommer ud af Nordisk Staals særlige sprayteknik, egner sig helt ekstraordinært godt til bl.a. 3D-print.

Foto: Nordisk Staal
30.10.20 DIB Nyheder

Ramt af ståltold – nu er dansk virksomhed i Superliga for metalpulver til 3D-print

Amerikansk told på stål ramte salget af stålknipler fra Nordisk Staal A/S. Men nu er Frederiksværk virksomheden stærkt på vej tilbage med et cirkulært metalpulver, der kan sætte Danmark helt i front som materialeproducent til 3D-print i metal.

Mange forbinder mest 3D-print med plastikmaterialer, men det er en fejl.

- 3D-print i metal er en af de hurtigst voksende produktionsformer i verden, fortæller Jan Sørensen, som er adm. direktør i Nordisk Staal A/S i Frederiksværk.

Og det er virksomhedens held, for en af virksomhedens produkter har ellers i mange år været såkaldte ”stålknipler”. Det er store stålblokke på 3-4 tons, som i Frederiksværk bliver til gennem en helt særlig proces, hvor genbrugsmetal som f.eks. gamle maskindele først bliver smeltet og så sprayes til ekstraordinært stærkt, nyt stål.

- Salget af stålknipler gik desværre ikke så godt, bl.a. på grund af den told på stål, som USA indførte i 2018. Men så faldt vi heldigvis ud af, at det metalpulver, som bliver til som et restprodukt ved produktionen af stålkniplerne, har nogle helt unikke egenskaber, siger Jan Sørensen.

Læs også: Trump eller Biden – hvad betyder valget for USA's handelspolitik?

En helt særlig teknologi

Metalpulver er nemlig ikke bare metalpulver, og det pulver, der kommer ud af Nordisk Staals særlige sprayteknik, egner sig helt ekstraordinært godt til bl.a. 3D-print.

Virksomheden står derfor ikke længere med et ligegyldigt restprodukt, som blot ryger med i næste omgang stålknipler, men med et yderst attraktivt råmateriale. Samtidig kan de fremover tilbyde deres kunder en ny og forbedret form for cirkulær økonomi.

- Vi kan tilbyde kunderne, at de kommer til os med deres gamle maskindele og andet udtjent metal. Det smelter vi så om – og retur får de både stålknipler og metalpulver til 3D-print, fortæller Jan Sørensen.

Læs også: Coronakrisen har øget virksomheders blik for 3D-print

Store perspektiver på verdensmarkedet

Nordisk Staal har netop sammen med LEGO Systems A/S og forskere fra DTU fået penge fra Innovationsfonden til et projekt, hvor metalpulverets særlige egenskaber skal undersøges og udvikles yderlige.

- Nordisk Staals metalpulver har vist sig at være af en hidtil uset kvalitet, og med det kan en dansk virksomhed indtræde i superligaen af metalpulverproducenter i hele verden. Vi har store forventninger til, at vi i projektet sammen vil lykkes med at udvikle fremtidens metalpulver til 3D-print, siger seniorforsker David Bue Pedersen fra DTU, som er en ledende ekspert i 3D-print med metal.

Jan Sørensen tror også på, at projektet kan bane vej for et eksportgennembrud på det voksende verdensmarked for materiale til 3D-print. Og metalpulveret kan sagtens vise sig at have endnu flere anvendelsesmuligheder.

- Der er store muligheder for at etablere en produktion, som vil kunne eksporteres til hele verden til gavn for Danmark – både i form af nye arbejdspladser og eksportindtægter, siger Jan Sørensen.

Nordisk Staal A/S sætter gang i den nye, cirkulære produktion ved årsskiftet.

Læs også: AM Hub vil binde Norden sammen om 3D print

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anne Ginderskov Hansen

Anne Ginderskov Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4841
  • Mobil +45 4079 5870
  • E-mail angh@di.dk

Relateret indhold