Sandahl til regeringen: Stop hastetiltag og start forhandlinger om langsigtet coronaplan
Regeringen bør indkalde Folketingets partier til forhandlinger om en langsigtet coronaplan. Den skal skabe forudsigelighed og klare rammer for virksomheder, medarbejdere og resten af danskerne, siger adm direktør Lars Sandahl Sørensen.
Det er godt og helt nødvendigt, at regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier efter dages forhandlinger blev enige om en aftale, der sikrer tiltrængt hjælp til de mange virksomheder og arbejdspladser, som er hårdt ramt af coronakrisen.
Det mener Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen
Til gengæld skal det ifølge direktøren være slut med hasteforhandlinger og midlertidige løsninger om håndtering af coronakrisen. Han opfordrer regeringen til hurtigst muligt at indkalde til nye forhandlinger for at få en fælles langsigtet coronaplan på plads, som skaber forudsigelighed og klare rammer for virksomheder, medarbejdere og resten af danskerne.
- Vi er tilhængere af hellere at være lidt for forsigtige end at gøre for lidt. Den ansvarlighed er vi tilhængere af og fortalere for. Men det bliver for tilfældigt, når regeringen indkalder til hasteforhandlinger hver gang, vi ser stigende smittetryk. For det ender i forhastede løsninger. Corona kommer til at gå op og ned i hvert fald et år endnu, og vi har ganske enkelt brug for at få nogle mere permanente løsninger, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: DI: Aftale om hjælpepakker giver tiltrængt hjælp – og vil lukke et alvorligt hul i redningsnettet
Corona har været her i syv måneder
Han undrer sig over, at forandringer i smittetrykket hver gang overrasker, så der skal være lynforhandlinger.
- Corona har været her i syv måneder nu, og der er brug for en klar plan for, hvad der skal ske, når smittetrykket går op eller ned. Det skylder man simpelthen virksomhederne og danskerne, siger Lars Sandahl Sørensen.
Han opfordrer derfor til, at regeringen indkalder Folketingets partier til i fællesskab at lægge en langsigtet plan for den videre håndtering af coronakrisen.
Læs også: DI: Nye restriktioner vil få stor betydning for mange virksomheder
Hent inspiration i New Zealand
Udgangspunktet for planen bør være, at vi gennem lyntests, gennemsigtighed og langsigtede løsninger holder samfundet så åbent, som overhovedet muligt, siger DI-direktøren.
- Krisen og smitten er ikke ny længere, og derfor er vi heldigvis også blevet klogere på, hvordan vi håndterer og inddæmmer smitten, siger Lars Sandahl Sørensen.
Han mener, der kan hentes inspiration fra varslingssystemerne i bl.a. New Zealand.
- Det har vi bedt om længe, og nu må det være på tide, vi får det. Fx er smittetrykket nu steget i Tyskland, hvor regeringen vil lukke restauranter, biografer og fritidsinteresser. Kan man forestille sig det samme i Danmark? Hvis det er på bordet, bør vi som minimum være forberedte på det, siger Lars Sandahl Sørensen.
Han pointerer, at det ikke kun handler om varsling for nye restriktioner.
- Det handler også om, at løsningerne skal være kendte og klare, så snart nye restriktioner rammer, siger Lars Sandahl Sørensen.
Læs også: Ny DI-opgørelse: 13 mia. kr. i skatte- og afgiftsstigninger truer danske virksomheder
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.