23.11.20 DIB Nyheder

2,3 mia. kr. for meget i dækningsafgift

Nye tal: Ejendomsskatterne kommer i 2021 til at stige med ca. 1 mia. kr. til 32,6 mia. kr., viser tal fra Danmarks Statstik. Heraf står dækningsafgiften på erhvervsejendomme for 2,3 mia. kr., hvilket er en stigning på 3,6 procent i forhold til 2020. DI ser gerne dækningsafgiften helt afskaffet.

I 2021 vil der være 37 kommuner - fortrinsvis øst for Storebælt - der opkræver dækningsafgift på erhvervsejendomme. Og af dem er det kun Odense og Næstved, der sænker afgiften i 2021.

Ifølge Danmarks Statistik stiger den samlede betaling af kommunal dækningsafgift fra 2,24 til 2,32 mia. kr. i 2021, en stigning på 3,6 procent.

- DI og Dansk Byggeri har med betydelig succes gennem årene arbejdet for at få sænket eller helt afskaffet dækningsafgiften i de kommuner, der vælger at opkræve den. Siden 2012 har langt størstedelen af de 47 kommuner, som dengang opkrævede afgiften, valgt at sænke den og 10 kommuner har helt afskaffet den. Men i 2021 er det desværre småt med fremskridt på den front, siger DI´s skatteøkonom Bo Sandberg.

- Ganske vist blev der i maj i år indgået bredt forlig om ejendomsbeskatningen, som indebærer, at kommunerne ikke kan hæve selve satsen for dækningsafgiften frem til 2028. Det er positivt, men ikke tilstrækkeligt, siger Bo Sandberg.

Dækningsafgiften skal helt væk!
DI  foreslår, at dækningsafgiften på erhvervsejendomme bliver afskaffet helt som led i en reform af kommunernes finansiering.

- I stedet for dækningsafgiften foreslår vi, at kommunerne skal modtage et tilskud på ca. 6.000 kr. pr. privat arbejdsplads i kommunen, da det sikrer en mere direkte sammenhæng mellem kommunens evne til at tiltrække og fastholde arbejdspladser og belønningen herfor, siger Bo Sandberg.

- Men i 2021 ventes dækningsafgiften altså at indbringe 2,3 mia. kr. Og det er 2,3 mia. kr. for meget.

Ejendomsvurderingerne driller fortsat

Som bekendt er der i disse år gigantiske udfordringer med ejendomsvurderingerne. Og så er vanskelighederne på privatboligerne endda det rene vand sammenlignet med erhvervsejendommene.

- Senest har regeringen i oktober udsendt et lovforslag, hvor man reelt kaster håndklædet i ringen og foreslår vurderingen af erhvervsejendomme – den såkaldte forskelsværdi – afskaffet, så der i fremtiden kun skal opgøres en grundværdi, forklarer Bo Sandberg.

- Det er meget uvist, hvad der sker med det lovforslag, og det er bestemt ikke uproblematisk, hvis man helt sløjfer vurderingerne af virksomhedernes bygninger, siger DI´s skatteøkonom.

- Men specifikt i forhold til dækningsafgiften er det faktisk en fordel, hvis skatten fremover skal betales på baggrund af grundens værdi. For med fastlåst loft over provenuet for denne skat, bliver virksomhederne ikke på samme måde som i dag straffet skattemæssigt for at forbedre bygningsmassen via for eksempel energirenoveringer, siger skatteøkonom Bo Sandberg.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Bo Sandberg

Bo Sandberg

Skatteøkonom

  • Direkte +45 7216 0142
  • Mobil +45 2850 3819
  • E-mail bsa@di.dk

Relateret indhold