19.11.20 DIB Nyheder

Antal nyledige i USA stiger igen

Nye tal: I sidste uge meldte 742.000 amerikanere sig som ledige.

- Amerikanerne har utrolig svært ved at få bugt med den store tilstrømning til ledighedskøen. Antallet af fyresedler ligger fortsat på et foruroligende højt niveau, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Rigtig mange virksomheder har fortsat brug for at lave tilpasninger i medarbejderstaben. Derfor er der uge efter uge ufattelig mange, der får en fyreseddel i hånden, siger Allan Sørensen.

Samtlige 35 uger af coronakrisen har budt på flere nyledige end under de værste uger af finanskrisen. Under finanskrisen var antallet af de ugentlige ledighedserklæringer aldrig over 665.000.

- Der vil blive delt mange flere fyresedler ud i de kommende måneder. Antallet af coronasmittede er eksploderet i november, og der genindføres restriktioner på restauranter, barer, fitnesscentre og forsamlinger. Det betyder, at virksomhederne har brug for mindre mandskab i vintermånderne, siger Allan Sørensen.

Samlet set er der mere end 20 millioner amerikanere, der får understøttelse fra et af de mange ledighedsprogrammer.

- Selv om den samlede ledighed er høj, så er den heldigvis faldende. Den gode nyhed er, at der er flere, der hyrer end fyrer. Derfor falder den samlede ledighed, siger Allan Sørensen.

Amerikanerne har over det seneste år købt danske varer og tjenester for 170 mia. kr. Op mod 100.000 danske arbejdspladser er afhængige af eksporten til USA.

- USA er vores største eksportmarked, og har stor betydning for mange danske arbejdspladser. Vi håber, at de hurtigt kan få mange flere tilbage i arbejde. Det vil styrke privatforbruget og dermed også de danske eksportmuligheder ”over there”, siger Allan Sørensen.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold