Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl og adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen (TV) har skrevet fælles indlkæg om boligjobordningen. .

Illustration: Cecilie Melsted
28.11.20 DIB Nyheder

Dahl og Sandahl: Lad danskerne selv bestemme

I vores optik bør regeringen finpudse boligjobordningen ved at give fradrag for alle håndværksydelser, og lade danskerne selv bestemme, om de vil bruge fradraget til rengøring, tyverialarm, indvendig maling eller nyt køkken, skriver formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl og adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.

Indlægget er også bragt i Avisen Danmark

Coronakrisen har ramt verdensøkonomien hårdt og skabt stor usikkerhed for erhvervslivet. Der er stadig behov for at sætte gang i hjulene og skabe tryghed om danskernes økonomi. Derfor er det fornuftigt, at regeringen i finanslovsforhandlingerne har spillet ud med en - i første omgang midlertidig - udvidelse af Boligjobordningen. Det vil bidrage til at hjælpe kriseramte virksomheder og danske familier gennem krisen.

Ved at skrue op for håndværker- og servicefradraget, kan vi skabe mere aktivitet i samfundet, sikre at husholdningerne får råd til grønne boligforbedringer, samtidig med, at vi gør det hele hvidt frem for sort.

Hjælp til travle danskere

En bedre og mere simpel Boligjobordning gør det mere attraktivt at blive lidt længere på jobbet og lade andre ordne rengøringen eller sætte forsatsvinduer op. Set ud fra et samfundsperspektiv bliver vi rigere, hvis maskinmesteren reparerer en ekstra maskine og lader en professionel stå for isoleringen af havestuen.

Det hæver arbejdsudbuddet, når f.eks. travle børnefamilier får bedre råd til at købe sig til professionel hjælp fremfor at skulle udføre gør-det-selv arbejde. Det kan også være en hjælp til ældre mennesker, som gerne vil have huset gjort ældrevenligt eller få gjort rent. Eller installeret tyverialarm og bredbånd, hvor der er behov for det.

I vores optik bør regeringen finpudse forslaget ved at give fradrag for alle håndværksydelser, og lade danskerne selv bestemme, om de vil bruge fradraget til rengøring, tyverialarm, indvendig maling eller nyt køkken. På den måde kan den i forvejen populære ordning give endnu flere danskere en hjælpende hånd i hverdagen. Og vi undgår en forældet positivliste, hvor de nyeste teknologiske løsninger ikke er berettiget til fradrag.

Attraktivt at købe hvidt

En bonus ved Boligjobordningen er, at den er garant for, at arbejdet bliver udført på regning, så der betales moms og skat. Ofte er der også en eller flere lærlinge med. Derudover er det jo ikke nogen hemmelighed, at danskerne handler efter, hvad der bedst kan betale sig. Med håndværkerfradraget bliver fortjenesten ved at få udført en opgave uden moms og afgifter, mindre. Et større fradrag og ingen positivliste gør det endnu mere attraktivt at købe hvidt frem for sort.

Råd til grønne forbedringer

Med den politiske ambition om, at Danmark skal skære 70 procent af CO2-udledningen inden 2030, skal vi alle bruge mindre energi – og det er nødvendigt, at vi også får boligejerne med.

Bygninger står for cirka 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug. Og da 65 procent af vores bygninger er bygget før 1980, hvor der begyndte at komme energikrav i bygningsreglementet, ligger der en masse energibesparelser og venter på, at vi får udskiftet det gamle oliefyr med en varmepumpe, i højere grad begynder at isolere vores huse, samt andre grønne tiltag.

Udfordringen er, at mange af de her ting, der skal til for at spare på energien, er en større udskrivning. Derfor giver det god mening at det samlede fradrag til både service og håndværk i 2021 hæves til 50.000 kr., som regeringen foreslår. Men ved også forsøgsvis at give danskerne mulighed for at bruge tre års håndværkerfradrag på én gang, kan det blive endnu mere attraktivt og muligt for flere boligejere at gå ned ad den grønne vej.

Rasmus Anderskouv

Rasmus Anderskouv

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3853
  • Mobil +45 2949 4621
  • E-mail raa@di.dk

Relateret indhold