09.11.20 DIB Nyheder

Den danske eksport er på vej ind i en hård vinter

Nye tal: Eksporten steg i 3. kvartal. Men nye restriktioner i Europa vil føre til tabte eksportindtægter i vintermånederne, vurderer DI.

Vareeksporten steg med 4,5 procent i september. I hele tredje kvartal steg vareeksporten med 2,5 procent og tjenesteeksporten med 3,4 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Vareeksporten steg i tredje kvartal, hvor virksomhederne har nydt godt af en periode med vækst i verdensøkonomien. Den gode periode ser desværre ud til at være slut, opsvinget er allerede rendt ind i store udfordringer igen, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Coronasmitten er kraftigt stigende, og der indføres restriktioner, som svækker efterspørgslen og virksomhedernes muligheder for at hente ordrer i udlandet. Eksportvirksomhederne går en hård vinter i møde. Vi kommer nok til at miste eksportindtægter i vintermånederne, siger Allan Sørensen.

- Aflivningen af mink og indrejseforbuddet til Storbritannien gør udfordringerne for eksporten endnu større, siger Allan Sørensen.

Minkskind er en stor dansk eksportvare, som sidste år gav eksportindtægter på knap 5 milliarder kroner. Storbritannien er Danmarks 4. største eksportmarked og købte sidste år danske varer og tjenester for 113 milliarder kroner.

Tjenesteeksporten steg med 3,4 procent i tredje kvartal. Men tjenesteeksporten er i årets første tre kvartaler 16,2 procent lavere end året før

- Tjenesteeksporten fik tiltrængt medvind i tredje kvartal. Turistindustrien og luftfarten har lidt store tab af den manglende rejseaktivitet under coronakrisen. Den stigende smitte og manglende mulighed for at rejse betyder, at rejsebranchen går ind i en utrolig mørk vinterperiode uden kunder, siger Allan Sørensen.

Eksportindtægterne inden for lufttransport og rejser er reduceret med henholdsvis 47,5 og 54,1 procent over det seneste år.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold