Det er maskiner som denne, Simon Moos Maskinfabrik har sendt til Mumbai. Maksinen er mindre end dem, der kører rundt i eksempelvis Danmark, hvilket gør den velegnet til de smalle indiske gader.

Simon Moos Maskinfabrik
27.11.20 DIB Nyheder

Eksportsucces: Dansk virksomhed tager slammet i Indiens slum

Virksomheden Simon Moos  A/S har solgt 18 slamsugere til Indien, hvor byerne dagligt producerer 120.000 ton slam. Brobyggerprojektet Nordin, som blandt andre Dansk Industri står bag, hjælper virksomheden med at realisere potentialet.

Simon Moos Maskinfabrik A/S har succes på det indiske marked. Virksomhedens slamsuger- og afvandingsmaskine er specialdesignet til de tætbyggede indiske kvarterer, og det har skabt efterspørgsel.

- Der er ikke plads til store lastbiler i Indiens store byer. Det største problem er i slumkvarterene, hvor der er så tætpakket med mennesker, at det er umuligt for en almindelig lastbil at komme ind, fortæller Mick Wray, international salgschef i Simon Moos.

Virksomhedens maskine er både mindre end de slamsugere, der eksempelvis kører rundt i Danmark. Og så er slangen længere, så den kan trækkes ind i de smalle gader.

Læs også: Køb dansk opfordrer Lars Sandahl Sørensen indiske investorer, industri og regering

Fra to til syv maskiner – og flere på vej

Mumbais kommune køber maskinerne, mens den danske virksomheds samarbejdspartner i Indien servicerer dem. Mick Wray forklarer, at kommunen først købte to maskiner med planer om at købe yderligere to på et senere tidspunkt. Men den plan er nu ændret.

Indiens byer producerer nemlig 120.000 ton slam dagligt, hvoraf 60 procent ender uden for kloaksystemerne og giver store helbredsmæssige konsekvenser. Derfor er behovet for slamsugning massivt.

- Nu vil de have syv mere, og så regner de med at købe yderligere syv. Det giver en totalordre på 18 maskiner til Mumbais kommune, siger Mick Wray.

Læs også: Ambassadør: Danske virksomheder overser gigantisk eksportmarked

Brobyggerprojekt hjalp med viden og udbredelse

Selvom Simon Moos’ indiske eventyr er startet i Mumbai, er planen at virksomhedens maskiner i fremtiden skal bredes ud til hele Indien. Derfor deltager virksomheden i det DI-støttede brobyggerprojekt Nordin.

Projektets formål er at bygge bro mellem danske og indiske virksomheder. Blandt andet for at udvikle fælles intelligente byløsninger.

- Nordin hjælper os med at finde samarbejdspartnere i Indien. På sigt vil vi gerne have, at slutfasen i produktionen af vores maskiner sker i Indien, så vi ikke skal transportere dem hele vejen fra Danmark. Det hjælper os også med at finde virksomheder til at servicere maskinerne lokalt, siger Mick Wray.

Læs også: Cement af ler kan skære op til tre procent af global CO2-udledning

DI hjælper danske virksomheder i Indien

Dansk Industri (DI) har siden 2008 hjulpet virksomheder i gang på det indiske marked. Kontoret er bemandet med danske og indiske medarbejdere.

Erfaringen og medarbejdersammensætningen giver medarbejderne en god forståelse for de forhold, der gør sig gældende for virksomheder i både Danmark og Indien, fortæller Bente Toftkær, direktør for DI’s kontor i Mumbai.

- Indien rummer mange muligheder for danske virksomheder, men det kan være overvældende og svært at vide, hvordan man skal komme i gang. Særligt for mindre og mellemstore virksomheder, der måske ikke har så meget erfaring med eksport uden for Europa, siger hun.

Hun fortæller, at DI i Indien eksempelvis kan hjælpe med indledende markedsanalyse, partnersøgning eller rekruttering af lokal arbejdskraft.

Læs mere om DI's kontor i Indien her

 

Fakta:

Om Simon Moos Maskinfabrik A/S

- Grundlagt i 1978
- Beskæftiger sig med slamsugning, slamafvanding og slambehandling
- Har cirka 45 ansatte
- Hovedkontor i Sønderborg

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter Henningsen Hansen
Skrevet af:

Peter Henningsen Hansen

Bente Toftkær

Bente Toftkær

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3831
  • Mobil +45 2946 7169
  • E-mail bet@di.dk

Relateret indhold