24.11.20 DIB Nyheder

Flere friplejeboliger er en positiv udvikling for borgere, virksomheder og kommuner

Nye tal: Antallet af friplejeboliger er vokset med næsten 1.200 på bare ti år, viser tal fra Danmarks Statistik. Tilsvarende er antallet af indskrevne på friplejeboliger også steget. Interessen for boligformen fra borgere og kommuner er stor og fortsat stigende, hvilket glæder branchedirektør i DI Service, Jakob Scharff.

I 2011 var der 421 friplejeboliger i Danmark. Det tal er steget til 1.618 i 2020. Det er en meget positiv tendens, mener Jakob Scharff, da friplejeboliger er et godt alternativ til kommunale plejeboliger og plejehjem. Friplejeboliger er private plejeboliger til borgere, der har omfattende behov for service og pleje.

- Vi har oplevet en stigende interesse fra kommunerne for friplejeboliger, fordi de giver borgerne et reelt alternativ til de kommunale plejeboliger, siger Jakob Scharff.

Udviklingen i flere friplejeboliger sker, ifølge Jakob Scharff, blandt andet fordi kommunerne står med en massiv udfordring mod 2030. Ifølge KL skal kommunerne opføre mellem 10.000 og 13.000 flere plejeboliger i de kommende ti år. Her kan friplejeboligerne bidrage, fordi kommunerne ikke selv skal stå for omkostningerne forbundet med etableringen. En udvikling DI gerne ser fortsætte.

- Som private står vi klar til at bidrage yderligere og assistere kommunerne med at håndtere den meget store udfordring med opførsel af op til 13.000 flere plejeboliger. Et stærkere offentlig-privat samarbejde på området har givet gode resultater i flere kommuner – nu gælder det bare om at få alle kommuner med på vognen, siger Jakob Scharff.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold