Genmabs adm. direktør Jan van de Winkel har været med  på hele virksomhedens vækstrejse. Samarbejde med hospitaler, forskere og andre virksomheder har været afgørende faktorer.

Foto: Genmab
17.11.20 DIB Nyheder

Genmab: Vi er kun lige ved begyndelsen

Biotekvirksomhed Genmab ser stort potentiale i alliancerne mellem life science industri, universiteter og det danske sundhedsvæsen. Det gavner alle parter og sikrer ikke mindst patienterne bedre behandlingsformer, mener adm. direktør Jan van de Winkel.

Den danske sundheds- og farmaindustri er i en rivende udvikling, hvor innovation, kompetencer, partnerskaber samt et tæt samarbejde med det danske sundhedsvæsen sikrer fremgang – både herhjemme og på eksportmarkederne.

Genmab med hovedsæde i København er blandt de danske virksomheder med stor succes på området. I virksomhedens 21-årige levetid er omsætningen gået fra 0 til over 5 mia. kr. og mere end 600 medarbejdere.

Og væksten stopper ikke her, forventer adm. direktør Jan van de Winkel. Han har været med hele vejen som medstifter af virksomheden, og mener nærmere, at virksomheden kun lige står ved en begyndelse på et væksteventyr. Optimismen bygger han blandt andet på Genmabs opskrift på succes:

– Genmabs momentum hviler på tre grundpiller: Fokus, innovation og eksekvering, siger han.

Virksomhedens fokus retter sig mod udviklingen af antistofmedicin, hvor målet er at udvikle behandlingsformer mod kræft, der i 2025 skal gavne både patienterne og deres familier.

Innovationen ligger i hele tiden at udvikle flere lægemidler, mens eksekveringen hænger tæt sammen med de kompetencer, Genmab har samlet.

– Vi er ved at opbygge et af de stærkeste teams nogensinde set i biotek-industrien. Vores fremtid ser lys ud, og vi er kun lige ved begyndelsen, lyder det fra Jan van de Winkel, der tilføjer:

– Jeg er meget stolt over, at Genmab er vokset til at være en ledende biotekvirksomhed i Danmark og Europa.

I 2020 har væksten betydet, at Genmab trods coronakrisen har udvidet medarbejderstaben med 60 i hovedsædet i København, mens der er yderligere vækst på vej i 2021 i både Danmark, Holland, USA og Japan.

Læs også: Life science centralt for dansk velfærd

Danmark er i front

Ifølge Jan van de Winkel er det ikke kun virksomheden, som har et stærkt momentum. Hele den danske life science, biotek- og medicinalindustri er også langt fremme sammenlignet med andre lande.

– Danmark er allerede foran på mange områder takket være et stærkt og succesfuldt life science økosystem med selskaber som Novo Nordisk, Lundbeck, Novozymes og LEO Pharma. Og det er stærke netværk ind i det danske innovationsøko­system, samtidig med at Danmark har et godt sundhedssystem med plads til en effektiv deltagelse i kliniske forsøg, siger han.

Danmarks position er også stærk takket være adgang til forskermiljøer og kvalificeret arbejdskraft med en høj etisk standard, som Jan van de Winkel udtrykker det.

Læs også: Friplejehjem tilbyder sportsbar, orangeri og frisørsalon

Flere og større investorer i denne spændende industri, vil afgjort hjælpe med til at sikre vækst i den samlede sektor. Jan van de Winkel, adm. direktør, Genmab

Finansering er en bremse

Genmab-chefen ser samtidig mange mindre og lovende biotek virksomheder på vej op og nævner eksempelvis den danske farmavirksomhed Union Therapeutics i den forbindelse. Men det vil kræve en ekstra indsats at få de mindre virksomheder til at nå en kaliber som Novo Nordisk, LEO Pharma eller Genmab. Skal udviklingen for alvor op at flyve, kræver det mere kapital.

– Jeg mener, at det vil være nødvendigt med større investeringer for at accelerere udviklingen i den danske bioteksektor. Flere og større investorer i denne spændende industri, vil afgjort hjælpe med til at sikre vækst i den samlede sektor, siger Jan van de Winkel.

Genmab henter eksempelvis hjælp fra investeringsfonde som European Investment Fund og Bioqube Ventures Fund. Den form for finansiering bør der være mere af i Danmark, mener Genmab-chefen. Det vil kunne gavne hele life science industrien.

Væksteventyr skabes i partnerskaber

Genmab-chefen peger også på partnerskaber som afgørende for at sikre vækst og udvikling. Samarbejde er vigtigere end at fokusere på konkurrence.

– Jeg er helt overbevist om, at Genmab ikke alene kan have succes med at skabe banebrydende innovation til patienterne. De tider er forbi, siger Jan van de Winkel og fortsætter:

– Den sande værdi for patienter og aktionærer kommer som aktiv deltager – og leder – i det innovative økosystem. Det er det, som gør bioteknologi og biovidenskab så inspirerende.

Genmabs 18. og seneste partnerskab er indgået med den syv år gamle biotekvirksomhed AbbVie, som også har en afdeling i Danmark.

Underskoven skal vokse

Partnerskaber og kapital er også nøglefaktorer, når underskoven af iværksættere skal hjælpes på vej.

– Innovationen i life science kan ikke ske i et vakuum. Det er hele økosystemet, der skaber innovationen med partnerskaber mellem biotek- og farmaindustrien, universiteter, research-institutter og også med virksomheder inden for datavidenskab og medico-industrien, siger Jan van de Winkel.

Netop Genmabs fokus på netværk og ønsket om at være en aktiv deltager i dansk erhvervsliv i bred forstand har netop fået biotekvirksomheden til at melde sig ind i DI 1. oktober.

– DI er et naturligt match, når det handler om at pleje og styrke forbindelsen med de tusindvis af danske virksomheder, som organisationen repræsenterer. Nogle af de vigtigste årsager til at vi nu er med i DI er, at det giver os adgang til at deltage i relevante ledelsesnetværk samt i uddannelsesforløb og konferencer, som vi ved vores teams vil få fordel af, forklarer Jan van de Winkel.

Læs også: Minister vil lukke private krise- og genoptræningscentre

Fakta

JAN VAN DE WINKEL

  • Hollænder og 59 år.
  • Medstifter af Genmab i1999 som chef for R&D samt for forskning.
  • Udnævnt til adm. direktør
  • i Genmab i 2010.
  • Bestyrelsesformand for
  • Hookipa Pharma Inc.
  • Bestyrelsesmedlem i LEO Pharma og Celdera Medical.
  • Er professor i immunterapi ved Utrecht Universitet og har dertil M.S. og Ph.D-grader ved University of Nijmegen.

GENMAB

  • Grundlagt i 1999
  • Genmab udvikler en række medicinalprodukter baseret på antistoffer til blandt andet kræftpatienter.
  • Omsætning steg 77 pct. til 5,4 mia. kr. i 2019 fra 2018, driftsoverskud blev fordoblet til 2,6 mia. kr.
  • 636 ansatte fordelt på hovedkontor i København samt afdelinger i Utrecht i Holland, Princeton i USA og Tokyo i Japan.
  • Børsnoteret i København i år 2000 og i USA i 2019.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peder Søgaard-Pedersen

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3945
  • Mobil +45 2128 6755
  • E-mail peso@di.dk

Relateret indhold