30.11.20 DIB Nyheder

Ledige har gode muligheder for at finde et nyt arbejde

Nye tal: Ledigheden er faldet fem måneder i træk, viser tal fra Danmarks Statistik. Og mange virksomheder slår ledige stillinger op.

Der blev 3.600 færre ledige i oktober måned. Det betyder, at ledigheden nu er faldet i fem måneder i træk, viser tal fra Danmarks Statistik. 131.200 personer er i dag uden job.

- Det går den rigtige vej på arbejdsmarkedet lige nu med mange nye job og færre ledige. Så selv om krisen betyder, at en del medarbejdere har mistet jobbet, er der gode muligheder for at finde et nyt job, siger vicedirektør i DI Steen Nielsen.

- Der går formentlig et stykke tid, inden ledigheden kommer ned på det niveau, vi oplevede før krisen. Men vi kan glæde vi os over, at det går godt med at skabe job til flere danskere samt at holde ledigheden på et lavere niveau end tidligere i krisen, siger Steen Nielsen.

- Det er positivt, at virksomhederne har brug for mange nye medarbejdere og derfor slår rigtig mange ledige stillinger op netop nu. Hvis den tendens fortsætter, er der grund til at tro, at endnu flere ledige kan komme i arbejde i de kommende måneder, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret