20.11.20 DIB Nyheder

Ny jobfremgang i september måned

Nye tal: Den flotte fremgang på arbejdsmarkedet henover sommeren blev forstærket af endnu en god måned ved indgangen til efteråret, da der blev der skabt 10.000 nye job i september. Det viser nye beskæftigelsestal fra Danmarks Statistik.

Med den store danske beskæftigelsesstigning i september er der i løbet af fire måneder fra juni til september tilsammen skabt 51.000 nye job.

- Der er grund til at glæde sig over de mange nye job i september. Det vidner om, at mange virksomheder, der ikke var så hårdt ramt af coronarestriktionerne, faktisk kom godt igennem sommeren og starten af efteråret. Nu er jeg spændt på, om fremgangen kan holde sig i de kommende måneder, hvor smittetrykket desværre er steget igen med nye restriktioner som følge, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri.

Med de 51.000 nye job fra maj til september er antallet af beskæftigede forsat cirka 29.000 personer under niveauet inden coronakrisen. Daglige ledighedstal fra Beskæftigelsesministeriet viser samtidig, at ledigheden har stabiliseret sig på et niveau, der ikke er meget højere end inden krisen.

- Der er stadig rigtig mange jobopslag i danske virksomheder, og det peger på flere nye job i de næste måneder. Men øget smittespredning og restriktioner rammer fortsat flere erhverv og det risikerer også at ramme eksportmarkederne. Derfor er det langt fra givet, at fremgangen på arbejdsmarkedet vil fortsætte som hidtil, siger Steen Nielsen.

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret