26.11.20 DIB Nyheder

Positivt at syrere og tyrkere kommer i job

Nye tal: Dansk Industri ser positivt på dagens tal fra Danmarks Statistik om indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Det er meget positivt, at de nye tal viser, at flere syrere og tyrkere er kommet i job i de seneste år. Men indvandrernes beskæftigelse er fortsat lavere end danskernes, så der er stadig et stort potentiale for, at mange flere af indvandrerne og deres børn burde kunne komme i job. Det vil både være en gevinst for indvandrerne, for virksomhederne og for samfundet, siger vicedirektør i DI Steen Nielsen.

DI mener, at indvandrerne bør ydes en større hjælp til at komme i aktivering og finde et job.

- Kommuner og jobcentres indsats bør handle langt mere om at hjælpe folk med at finde job. Jobcentrene bør møde flere kontanthjælpsmodtagere som jobparate og de bør sørge for, at personer i langvarige forløb kommer i fuldtidsaktivering. Det vil være en stor gevinst for de mennesker, der har siddet fast i kontanthjælpssystemet i lang tid, siger Steen Nielsen, DI.

En stor del af forklaringen bag syrernes jobfremgang er trepartsaftalen fra 2016, der ændrede flygtningeindsatsen, så den kom til at dreje sig om job fra første dag for den store gruppe flygtninge, der kom til Danmark fra blandt andet Syrien.

- For DI var der tale om et afgørende og fornuftigt skift i flygtningeindsatsen. Ændringen har vist, at dårlige sprogkundskaber ikke er en hindring for, at flygtninge og familiesammenførte kan udføre et godt stykke arbejde ude på virksomhederne. Det har givet de nytilkomne meget bedre muligheder for at tjene en løn og forsørge deres familier, end vi har set tidligere, siger Steen Nielsen, DI.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold