Stærk vækst i 3. kvartal – men vinteren truer med ny nedtur
Nye tal: BNP steg i tredje kvartal med 4,9 procent. Så stor en stigning er ikke set tidligere. Men desværre står vi midt i et nyt tilbageslag
BNP steg med 4,9 procent i tredje kvartal 2020, mens beskæftigelsen steg med 49.000 personer, viser tal fra Danmarks Statistik.
- I tredje kvartal oplevede vi den største fremgang siden statistikkens begyndelse i 1990. Det skal dog ses i lyset af, at vi i kvartalet før oplevede den største tilbagegang nogensinde. Vi er langt fra tilbage på samme niveau, som før krisen satte ind i marts, siger underdirektør Morten Granzau, Dansk Industri (DI).
- Det er særligt eksporten, der ligger langt under niveauet fra før krisen satte ind. Vores store eksportmarkeder i Europa er blevet ramt langt hårdere, end vi er, siger Morten Granzau.
- Vi har forholdsvis hurtigt vundet en del af det tabte tilbage. Det viser, at virksomhederne og det danske samfund generelt er sundt. Men vi står desværre midt i et nyt tilbageslag, hvor eksporten rammes hårdt af den stigende smittespredning og de fornyede nedlukninger i en række europæiske lande, siger Morten Granzau.