07.12.20 DIB Nyheder

Bekymrende fald i industriproduktionen

Nye tal: Industriproduktionen faldt i oktober med 0,6 procent. Det kan være starten på en ny nedtur for industrivirksomhederne.

Den danske industriproduktion kom i oktober i ny modvind efter flere måneders fremgang. Industriproduktionen faldt med 0,6 procent, når man ser bort fra medicinalindustriens produktionsudsving. Det er bekymrende for dansk økonomi, og det vidner om, at vi endnu ikke har rystet krisen af os, mener DI

- Det er meget bekymrende, da industrien beskæftiger mange mennesker også i andre brancher og derfor er en vigtig bidragsyder til vores velfærdssamfund. Selvom der forhåbentligt snart kommer en vaccine mod coronavirus, vidner det om, at krisen endnu ikke er ovre, siger Morten Granzau, underdirektør i DI.  

Danmark og mange af vores store samhandelslande har høje smittetal og omfattende restriktioner. Det kan ifølge Morten Granzau være starten på en ny nedtur for danske industrivirksomheder.

- Selvom vi skulle få smitten under kontrol i Danmark, er mange industrivirksomheder afhængige af efterspørgslen fra andre lande. Omfattende nedlukninger her kan ramme dem hårdt. Den nye eksportpakke er et vigtig skridt til at holde hånden under virksomhederne, siger Morten Granzau.

- Genopretningen af industriproduktionen kom hurtigt efter forårets nedlukning, og et lignende dyk kommer nok ikke til at ske i denne omgang. Men vi kan godt risikere, at flere virksomheder må dreje nøglen om. Tilbagegang på de europæiske markeder kan komme til at ramme dansk industri hårdt i form af manglende eksportindtægter, siger Morten Granzau.

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold