Glade bagere hos Lantmännen Unibake. Virksomheden har gjort et stort arbejde for at sikre, at deres bagværk kan komme til og fra Storbritannien også efter den 1. januar 2021.

09.12.20 DIB Nyheder

Gumlink og Unibake kører videre for fuld styrke i Storbritannien

Både tyggegummiproducenten Gumlink og bagerikoncernen Lantmännen Unibake vil fortsætte deres aktiviteter i Storbritannien for fuld kraft – trods uklarheder om de fremtidige handelsforhold.

En ny analyse foretaget af Dansk Industri viser, at langt de fleste danske virksomheder gør en stor indsats for at holde fast i det britiske marked. Det gælder også for Gumlink Confectionery Company A/S fra Vejle.

Virksomheden, der stod bag det i Danmark verdensberømte tyggegummi Dandy, producerer i dag tyggegummi under private labels til alle de største supermarkedskæder i Storbritannien.

- Og det vil vi fortsætte med at gøre uanset, hvornår og hvordan reglerne for samhandel falder på plads, siger eksportdirektør Claus Andersen med henvisning til den manglende handelsaftale mellem Storbritannien og EU.

Læs også: Danske virksomheder klør på i Storbritannien trods politisk tovtrækkeri

Målet er at køre videre for fuld styrke

Bagerikoncernen Lantmännen Unibake har også gjort et  stort stykke forarbejde for at kunne fortsætte sine aktiviteter i Storbritannien.

- Målet er helt klart, at vi kører videre med fuld styrke. Det bliver en ny hverdag den 1. januar, men vi er godt forberedte på de nye import og eksportregler som følger med brexit og er klar til at opretholde leveringskadencen til vores britiske kunder også efter nytår, siger bagerikoncernens  globale chef for supply chain Frank L. Breitenstein.

Stor usikkerhed om handelsaftale før nytår

I skrivende stund er der stor usikkerhed om, hvorvidt Storbritannien og EU når at blive enige om en handelsaftale før nytår, som ellers er sat som deadline. Dansk Industris europapolitiske chef Anders Ladefoged påpeger dog, at der er masser af ting, som virksomhederne kan forberede sig på – uanset om handelsaftalen falder på plads eller ej.

- Det er helt sikkert, at der kommer til at være nye regler for eksport og import, hvor der vil være nye krav til dokumentation og certificeringer. Reglerne for behandling af persondata og udstationering af medarbejdere kommer også til at blive påvirket. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne forbereder sig på den nye virkelighed, siger Anders Ladefoged, der opfordrer til at bruge DI’s eksperter og den megen information, der findes på DI’s hjemmeside. 

Lantmännen Unibake er godt forberedte

Hos Lantmännen Unibake har forberedelserne til Storbritanniens farvel til EU’s indre marked stået på i rum tid. Bagerikoncernen har relativt komplekse forsyningskæder, som blandt andet betyder, at de sender bageriprodukter fra Danmark til Storbritannien, som derovre bliver viderebehandlet for at blive sendt retur til EU igen eller sendt videre til andre markeder.

- Vi har brugt ret lang tid på at sikre os, at vi har styr på dokumentationskravene. Vi vil ikke ende med en situation, hvor vores produkter bliver fanget ved grænseovergangen, fordi der ikke er styr på dokumenterne. Vores kunder skal kunne stole på, at vi leverer no matter what, siger global supply chain direktør Frank L. Breitenstien.

Han fortæller, at dokumentationskravene gælder helt ned til brugen af paller. I EU er der nemlig krav om, at pallerne er varmebehandlede, så hvis Lantmännen Unibake sender varer fra Storbritannien til EU skal de sikre sig, at det sker på de rigtige paller.

Gumlink er klar

Hos tyggegummi-giganten Gumlink Confectionery Company melder eksportdirektør Claus Andersen også, at der er ved at være styr på formalia.

- Vi ved godt, at vi skal imødese en mere besværlige tid. Men vi har forberedt os over det seneste års tid, så vi har godkendelser og certifikater på plads. Det er sket i tæt dialog med vores kunder, siger han.

Claus Andersen fortæller, at Gumlinks produktion af tyggegummi i dag foregår i Tyrkiet, hvorfra det sendes til et fælles europæisk lager i Prag i Tjekket. Herfra distribueres det så ud til resten af Europa.

- Vores mål er helt klart, at vores britiske kunder ikke skal kunne mærke, at Storbritannien har forladt EU. Vi har været mange år på det britiske marked – og det vil vi også være i de næste mange år, siger han.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold