Hjælpepakker har afværget stor konkursbølge
Nye tal: Få danske konkurser i november, men mange konkurser kan komme i kølvandet af coronakrisen, mener DI
Der var 180 konkurser blandt aktive virksomheder i november, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er færre konkurser end frygtet.
- Coronakrisen har heldigvis ikke ført til en stor konkursbølge i erhvervslivet endnu. Det er dog for tidligt at ånde lettet op. Konkurser indtræder typisk med en vis forsinkelse, så der kan godt komme mange flere konkurser i kølvandet på coronakrisen, siger cheføkonom Allan Sørensen, Dansk Industri (DI).
- Det er virkelig positivt, at konkurserne har været få. Mange virksomheder har mistet en stor del af deres omsætning, men der er heldigvis ikke mange, der har måtte dreje nøglen om endnu, siger Allan Sørensen, der takker hjælpepakkerne for at have reddet livet på mange virksomheder.
- Hjælpepakkerne har været vigtige for virksomhedernes overlevelse. Uden indtægter kan virksomhederne ikke betale deres regninger. Kompensation for lønudgifter og faste omkostninger har sammen med længere frister på betaling af skat afhjulpet virksomhedernes likviditetsproblemer i en meget turbulent tid, siger Allan Sørensen.
Han fortæller, at flere brancher fortsat er meget hårdt ramt.
- Restriktionerne gør det utrolig svært for virksomhederne inden for luftfart, rejser, hoteller og oplevelser at tjene penge. Uden kunstigt åndedræt vil mange virksomheder i disse brancher dø, siger Allan Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.