Virksomhederne i DI’s Virksomhedspanel har meget afdæmpede forventninger til første kvartal af 2021.

27.12.20 DIB Nyheder

Ny analyse: Høj smitte bremser genopretning

De første vaccinationer er givet, men de omfatttende restriktionerne kommer til at gøre ondt på erhvervslivet langt ind i 2021. Det viser analyse fra Dansk Industri.

Omsætningen blev styrket i efteråret efter et hårdt forår, men siden oktober er genopretningen gået i stå. Det sker i kølvandet på stigende smittetal og indførslen af stramme restriktioner i Danmark og mange af vores samhandelslande. Nu venter erhvervslivet en opbremsning i aktiviteten i første kvartal 2021, viser svarene fra Dansk Industris virksomhedspanel.

- Alle i dansk erhvervsliv ser frem til, at vaccinen viser sin effekt i samfundet, men vi må også sige, at indtil da er det fortsat enormt vigtigt, at vi holder hånden under de virksomheder, der har det svært. De skal overleve og være en del af genopretningen i det nye år, siger politisk direktør i DI, Emil Fannikke Kiær.

I Danmark har smittetallene været voldsomt stigende siden starten af december. For at bekæmpe smittespredningen er der gradvist udrullet restriktioner, og omfanget kan få mange virksomheder til at få deja-vu fra den historiske nedtur i foråret.

- Restriktioner rammer bredere end fx service- og restaurationsbranchen, da virksomheder med leverancer til disse virksomheder også taber omsætning. Desuden er virksomhederne udfordret af, at de høje smittetal sender flere medarbejdere i selvisolation,  så de ikke kan udføre deres arbejde, forklarer Emil Fannikke Kiær.

Læs hele DI's analyse her. 

Virksomheder er gode til at omstille sig

DI's politiske direktør understreger, at virksomheder og medarbejdere har været dygtige til at omstille sig med f.eks. mere hjemmearbejde, men selvisolation og hjemsendelse gør fortsat, at mange ikke kan passe deres arbejde.

- Vi kan se, at restriktionerne i begyndelsen af december med det samme ramte virksomhedernes omsætning. Det samme vil gøre sig gældende med de nye restriktioner, der varer ind i det nye år, og det vil gøre ondt på virksomhederne, der i forvejen er presset på opsparingen, siger Emil Fannikke Kiær.

Virksomhederne i DI’s Virksomhedspanel har da også meget afdæmpede forventninger til første kvartal af 2021.

- Selvom vaccinen er på vej, ved de lige nu ikke, om restriktionerne bliver udvidet eller forlænget. I værste fald vil der blive tale om en hård opbremsning af dansk økonomi, siger DI-direktøren.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emil Fannikke Kiær

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og Medlemsdirektør

  • Direkte +45 3377 3032
  • Mobil +45 2476 7713
  • E-mail efk@di.dk

Relateret indhold