01.12.20 DIB Nyheder

OECD sænker forventninger til 2021

Nye tal: OECD spår fremgang på 4,2 procent i 2021. Coronakrisen har sendt verdensøkonomien i knæ, men Danmark ser ud til at klare sig bedre end andre lande, vurderer DI’s cheføkonom.

I september ventede OECD en tilbagegang på 4,5 procent i 2020 og en vækst på 5,0 procent i 2021. Det billede har nu ændret sig, og OECD venter i stedet en tilbagegang i verdensøkonomien på 4,2 procent i 2020 og en tilsvarende fremgang på 4,2 procent i 2021.

- 2020 er et år, vi aldrig glemmer. Den økonomiske rutsjetur har været voldsom, og turen er desværre ikke slut endnu. Væksten er hen over efteråret igen blevet ramt af stigende smittetal og nye restriktioner, og derfor har OECD skruet ned for forventningerne til væksten i 2021, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Jeg håber, at en snarlig vaccine kan bidrage til hurtig genrejsning af væksten, som vi så det i sommer, da mange restriktioner blev fjernet, siger Allan Sørensen.

OECD's prognose viser tilbagegang i 2020 i alle verdens store økonomier, bortset fra Kina. Mange lande vil ikke opnå høj nok vækst i 2021 til at indhente det tabte.

- Coronakrisen har sendt hele verden i knæ. Alle lande har oplevet et markant dyk i den økonomiske aktivitet. Storbritannien, Italien og Frankrig, nogle af Danmarks vigtigste eksportmarkeder, er blandt de lande, der er hårdest ramt, og hvor det vil tage flere år at komme sig, siger Allan Sørensen.

- Kina er et af de få lande, som har haft fremgang i 2020. En vækst i kinesisk økonomi på under 2 procent er meget langt under vanlig standard. Kina har ikke haft en vækst på under 3 procent siden 1976, siger Allan Sørensen.

Danmark vil opleve en økonomisk tilbagegang på 3,9 procent i 2020, som næste år bliver vendt til en fremgang på 1,8 procent. Ifølge OECD er det eksporten, der vil være længst tid om at komme tilbage efter krisen.

- Danmark er heldigvis sluppet bedre igennem krisen end mange andre lande. Det skyldes ikke mindst, at danskerne har holdt gang i forbruget under krisen. Eksporten er derimod fortsat stærkt reduceret, siger Allan Sørensen.

- Vi har en åben økonomi og handler utrolig meget med omverden. Vi håber, der snart kommer styr på coronasmitten, så vi kan åbne samfundene igen og få eksporten tilbage i omdrejninger, siger Allan Sørensen.

Danske virksomheder eksporterede varer og tjenester for 1.360 milliarder kroner i 2019. Eksporten giver anledning til næsten 850.000 arbejdspladser i Danmark.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret