Samarbejde er guld værd i byggeriet
Byggeriet kan spare mellem 3,5 og 10 mia. kr. om året, hvis man styrker samarbejdet og udnytter de digitale værktøjer til at styre processerne og opsamle viden.
DI Byg har i løbet af 2019 interviewet private og offentlige bygherrer, rådgivere og arkitekter. De interviewede peger på, at byggeprocessen kan blive langt mere effektiv, hvis man bliver bedre til at samarbejde på tværs. En ny analyse fra DI Byg peger også på, at bygherrerne har gode muligheder for at gøre byggeprocesserne mere effektive og spare mellem 3,5 og 10 mia.kroner.
- Der opstår færre misforståelser og fejl, hvis parterne taler sammen fra start til slut i processen. Opgaven bliver at finde en model, som giver plads til alle parter tidligt i processen uden, at det låser bygherren, før han har fået det bedste bud, siger branchedirektør i DI Byg Elly Kjems Hove.
Læs analysen: Sammen om fremtidens byggeri
Vi kan se, at de virksomheder, som anvender digitale styringsværktøjer, har færre omkostninger og opnår en mere effektiv byggeproces. Elly Kjems Hove, Underdirektør
Ned med de uforudsete udgifter
Det koster cirka 15.000 kr. at opføre én kvadratmeter bolig i Danmark. Cirka 83. pct. af beløbet skal betale for projekteringen og selve byggeriet. Den største post derudover er risiko/uforudsete omkostninger. Det står gennemsnitligt for syv pct. af omkostningerne. Flere af de interviewede peger på, at det kan nå helt op på ti pct. Det er altså betydelige beløb, der bruges til at dække uforudsete omkostninger.
Man kan fjerne nogle af risiciene ved at benytte sig af gentagelser i byggeriet, bruge digitale værktøjer til at stramme processerne op og sørge for at opsamle og lære at sine erfaringer.
Flere af de interviewede bygherrer peger på, at succesen ofte afhænger af, om de ansatte på byggepladsen kan få processen til at glide. Det er en udfordring, fordi det er svært at planlægge, hvis det afhænger af de specifikke medarbejdere på et givent projekt.
- Vi kan se, at de virksomheder, som anvender digitale styringsværktøjer, har færre omkostninger og opnår en mere effektiv byggeproces. Det, vurderer vi, skyldes, at det bliver mindre personafhængigt og at de ansatte på pladserne bliver mere selvkørende, fordi opgaverne og rammerne bliver tydeligere defineret, siger Elly Kjems Hove
På samme måde rummer gentagelser et betydeligt potentiale. Mange fejl og misforståelser opstår, fordi de valgte løsninger er nye – eller anvendes anderledes end tidligere.
Læs også: Få tilskud til at gøre din virksomhed grønnere
En aktiv bygherre
En konklusion i analysen er, at bygherren spiller en central rolle, når det gælder om at sikre en effektiv byggeproces.
Blandt de interviewede bygherrer er der bred enighed om, at bygherren skal kunne kvalificere projektet, udfordre parterne og ikke mindst at indgå i processen.
- Jeg deler bygherrernes vurdering. Det er mit indtryk, at bygherrerne er lidt overset i denne branche. Det er deres projekter. Men vi oplever også, at der er sket en markant professionalisering, specielt hos de store bygherrer, siger Elly Kjems Hove
Læs også: JJW Arkitekter renoverer, transformerer og genanvender i byggeriet
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.