INormalt sidder DI's juravagt klar til at hjælpe virksomhederne i Industriens Hus, men i disse dage arbejder alle medarbejdere i DI's personalejuridiske afdeling hjemmefra.

Foto: DI
19.03.20 DIB Nyheder

Coronahjælp: DI’s personalejuridiske afdeling rådgiver tusindvis af virksomheder

Dansk Industri har i de seneste dage rådgivet flere tusinde virksomheder om, hvordan de skal håndtere følgerne af Corona og de mange tiltag for at begrænse smitten.

Juridisk kontaktchef i Dansk Industri (DI) Jesper Bøving har aldrig oplevet noget lignede i de 15 år, han har været ansat til at hjælpe DI’s medlemsvirksomheder med juridiske spørgsmål. Ikke under finanskrisen, ikke under nogle tidligere kriser. 

- Det er helt vildt. Vi har været oppe over 800 henvendelser på enkelte dage. Mere end en firdobling i forhold til normale dage. Og dertil kommer de mange tusinde, der henter rådgivning via DI’s hjemmeside, siger Jesper Bøving og tilføjer:

- Jeg har aldrig oplevet en lignende sagsmængde.

Jesper Bøving fortæller, at DI også har skruet ekstra op for bemandingen. Hvor der normalt sidder 6 konsulenter og 10 juridiske studenter klar til at hjælpe virksomhederne i DI’s juravagt, så er der nu mod 30 konsulenter og 20 juridiske studenter. Alle arbejder de hjemmefra af hensyn til smittefaren.

For at imødekomme de mange medlemshenvendelser er åbningstiderne i juravagten også blevet udvidet. Det er nu også muligt at ringe til DI for juridisk hjælp i weekenden.

- En meget høj tilgængelighed til DI's personalejuridiske rådgivning og services er altafgørende for medlemsvirksomhederne i en situation som denne, siger Jesper Bøving.

Læs også: DI udskyder virksomheders kontingentbetalinger grundet coronakrisen

Henvendelserne ændrer sig hele tiden

Vicedirektør i Dansk Industri Sanne Stadil med ansvar for personalejura, fortæller, at virksomhedernes henvendelser har skiftet karakter, som coronavirussen har spredt sig, og der er taget stadig flere tiltag i brug for at begrænse yderligere smitte.

I starten handlede henvendelser mest om, hvordan virksomhederne håndterede, at der havde været medarbejdere i Norditalien, som skulle i karantæne og som måske kunne have smittet andre på arbejdspladsen.

Siden var det især virksomhederne indenfor oplevelsesindustrien, der henvendte sig for rådgivning om, hvordan de skulle håndtere medarbejdersituationen på et tidspunkt, hvor kunderne er væk og indtægterne forsvundet. 

- Nu er det virksomheder fra alle brancher og alle størrelser, der ringer. Der er en stor desperation. Mange er meget bekymrede og kede af det. De har svært ved at overskue situationen og så store tab, siger vicedirektør Sanne Stadil.

Hun påpeger, at der ikke er nogen generelle råd, der kan gives virksomhederne, da udfordringerne - trods det samme ophav - er helt forskellige fra virksomhed til virksomhed.

DI er der for at hjælpe virksomhederne

Juridisk kontaktchef i DI Jesper Bøving tilføjer, at en af udfordringerne også er, at lovgivningen ikke altid er helt på plads. Det gælder eksempelvis i forhold til lønkompensation, som er meldt ud, men endnu ikke er færdigbehandlet i Folketinget.

- Alle henvendelser bliver fuldt besvaret, så hurtigt vi overhovedet kan gøre det. Det er udfordrende, men også meget spændende og meningsfyldt, siger Jesper Bøving og tilføjer: 

- Vi er der for at hjælpe virksomhederne i denne svære situation, siger han. 

Læs også: I må gerne have 10 personer på arbejde

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jesper Bøving

Chefkonsulent, advokat

  • Direkte +45 3377 3477
  • Mobil +45 2949 4599
  • E-mail jbg@di.dk

Relateret