Danske virksomheder har 1.428.000 ansatte i udlandet
Nye tal viser, hvor globalt orienteret dansk erhvervsliv er – og dermed udsat for Coronavirus
Danske virksomheder har 13.944 datterselskaber i udlandet, som tilsammen har 1.428.000 ansatte. Industrien alene har nu mere end 400.000 ansatte i udlandet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Dansk erhvervsliv er meget globalt orienteret og har datterselskaber, der varetager produktion og salg i hele verden. Inden for industri og erhvervsservice har de danske virksomheder flere ansatte i udlandet end i Danmark, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
- Spredningen af coronavirus er en meget alvorlig situation for dansk erhvervsliv, og rammer mange danske virksomheder som er afhængige af at kunne sende varer, tjenester og ansatte rundt i verden. Virksomhederne har mange datterselskaber i udlandet, og deres forsyningskæder kører på tværs af mange landegrænser, siger Allan Sørensen.
Der er knap 84.000 ansatte på danske datterselskaber i Kina, 12.000 i Italien og 2.600 i Sydkorea.
- Danske virksomheder har næsten 100.000 ansatte på datterselskaber i Kina, Sydkorea og Italien – tre af de lande der er hårdt ramt coronavirusset, siger Allan Sørensen.
Danske virksomheder har flest ansatte i Indien, Storbritannien, Tyskland og Kina.