30.03.20 DIB Nyheder

DI: Ny aftale holder hånden under tusindvis af arbejdspladser

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har mandag eftermiddag aftalt, at virksomheder, der sender medarbejdere hjem med fuld løn, nu får mulighed for at få yderligere lønkompensation. Der er tale om en massiv forbedring af ordningen, som vil holde hånden under tusindvis af arbejdspladser, lyder det fra DI.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har mandag eftermiddag aftalt at forbedre aftalen om lønkompensation.

Virksomheder, der sender medarbejdere hjem med fuld løn, får nu mulighed for at få en lønkompensation på 75 procent af lønnen for funktionærer og 90 procent af lønnen for timelønnede – med et maksimumbeløb på 30.000 kr. for begge. 

Der er tale om en massiv forbedring af ordningen, som vil holde hånden under tusindvis af arbejdspladser, lyder det fra DI.

- Det er et lyspunkt i en svær tid, at ordningen om lønkompensation bliver gjort klart mere attraktiv for mange virksomheder, som er presset helt i bund. Det vil give endnu flere virksomheder en reel mulighed for at beholde deres medarbejdere, så vi kan redde tusindvis af arbejdspladser, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Han peger på, at flere end 11.000 virksomheder allerede har søgt om at bruge lønkompensationsordningen – og at ikke mindst flere virksomheder med mange funktionærer forventes at bruge ordningen efter dagens aftale.

- Vi har talt med rigtig mange virksomheder, som for alt i verden gerne vil holde fast i deres medarbejdere. Men hvor de simpelthen ikke har kunnet få dækket en stor nok del af deres lønudgifter til, at det kan bære i en tid, hvor omsætningen styrtdykker eller helt forsvinder. Det har vi fået forbedret, så redningskransen er blevet bedre og når ud til flere virksomhedere og medarbejdere, siger Lars Sandahl Sørensen.   

Han glæder sig over, at regeringen og arbejdsmarkedet parter så hurtigt har kunne blive enige om at sikre den vigtige justering af ordningen, som gælder med tilbagevirkende kraft.

- Rigtig mange virksomheder har peget på, at der var brug for den forbedring, så også de kan bruge ordningen og sende medarbejderne hjem med løn, og det har vi skabt en mulighed for nu. Vi har fra starten aftalt med regeringen og lønmodtagersiden, at vi skulle være klar til at justere aftalen, og det har vi nu leveret på – sammen. Det er den danske model, når den er bedst, siger Lars Sandahl Sørensen.

I weekenden lykkedes det også at få en afklaring, som indebærer, at lønkompensationsordningen også kan bruges i rotation med skiftende medarbejdere. Den afklaring, som DI har arbejdet for, har stor betydning for mange virksomheder og vil også bidrage til, at endnu flere virksomheder ventes at bruge den.

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold