Lars Visbech Sørensen, nuværende direktør i Agro Business Park, er midlertidig direktør for Food & Bio Cluster Denmark, der drømmer om at blive den nationale klyngeorganisation inden for Fødevarer og Bioressourcer.

Foto: Flemming Nielsen/Story2Media
05.03.20 DIB Nyheder

Fødevareklyngen er et hestehoved foran andre

Fire danske fødevareorganisationer har fundet sammen om at danne Food & Bio Cluster Denmark, så de sammen kan søge om at blive den nationale klyngeorganisation inden for Fødevarer og Bioressourcer. DI opfordrer aktører inden for Danmarks øvrige nationale styrkepositioner til at finde sammen på lignende vis.

Danmark er et af de førende lande i verden, når det handler om fødevarer og bioressourcer. Derfor har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udpeget området som en national styrkeposition, der efter planen skal have koblet en klyngeorganisation på.

De nye nationale klynger får til opgave at understøtte særligt små og mellemstore virksomheder i at forbedre deres konkurrenceevne gennem innova­tionssamarbejde.

Fra marts og frem til maj 2020 kan operatører inden for de 11 styrkepositioner søge om midler til at drive de nye klynger.

Til det formål har de fire eksisterende organisationer Agro Business Park, Danish Food Cluster, Nordjysk FødevareErhverv og Videncenter For Fødevareudvikling allerede slået sig sammen for at stå godt i konkurrencen om midlerne.

– Med fusionen er fødevarebranchen kommet et hestehoved foran de andre nationale styrke­positioner. Især fordi der er fuld opbakning til den nye organisation fra de helt centrale videninstitutioner, siger direktør Kent Damsgaard, DI.

Han peger på Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet samt Teknologisk Institut på vegne af de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS).

Læs også: Kollerup: Erhvervsfremme skal tæt på lokale aktører

Der er tegn på rigtig gode bevægelser inden for klyngerne i retning af konsolidering. Kent Damsgaard, Politisk direktør

Find sammen i nye organisationer

Kent Damsgaard opfordrer derfor aktørerne inden for de 10 andre nationale styrkepositioner til at finde sammen om lignende fusioner, der kan sikre velfungerende samarbejder til gavn for de danske virksomheder.

– Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har i sine anbefalinger til reform af erhvervsfremmesystemet lagt vægt på, at klyngerne får større fokus på virksomhedernes behov. Derfor er det altafgørende, at der etableres gode samarbejder, siger Kent Damsgaard.

Han tilføjer, at dialogen mellem de forskellige klyngeorganisationer har været i gang i lang tid, og at der er tegn på rigtig gode bevægelser inden for klyngerne i retning af konsolidering.

I anbefalingerne fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse lyder det: ”Virksomhederne får de bedste forudsætninger for at innovere, når klyngeorganisationer samarbejder med hinanden og øvrige partnere inden for og på tværs af landegrænser og vante sektorskel.”

– Den anbefaling har fødevaresektoren taget det første succesfulde skridt til at imødekomme, og det er helt nødvendigt, at de øvrige også finder sammen i en organisation, der har fokus på det gode samarbejde, siger Kent Damsgaard.

Læs også: Nu bliver det nemt for virksomheder at finde hjælp

FOOD & BIO CLUSTER DENMARK

Midlertidig direktør:

Lars Visbech Sørensen, direktør i Agro Business Park

Midlertidig bestyrelse:

Anders M. Klöcker, erhvervs­politisk områdedirektør
i Landbrug & Fødevarer

Leif Nielsen, branchedirektør
i DI Fødevarer

Esben Laulund, formand for Danish Food Cluster

Ditte F. Nielsen, formand for Nordjysk FødevareErhverv

Bent Claudi Lassen, formand for Videncenter For Fødevare­udvikling

Kurt Nielsen, prodekan, Aarhus Universitet

Erik Bisgaard, prodekan, Københavns Universitet.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Leif Nielsen

Leif Nielsen

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3015
  • Mobil +45 2724 5638
  • E-mail leni@di.dk

Relateret indhold