I må gerne have 10 personer på arbejde
Forbuddet mod at være 10 personer samlet gælder ikke almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads. Danmark skal holde gang i produktionshallerne – og selvfølgelig følge myndighedernes anbefalinger, rådgiver DI.
Situationen omkring coronavirus i Danmark ændrer sig hele tiden. Og der kommer løbende nye myndighedstiltag, der skal bremse spredningen.
Onsdag kl. 10:00 trådte blandt andet det nye forbud mod at være flere end 10 personer samlet i kraft.
Og det har givet anledning til lidt forvirring på visse arbejdspladser: For må arbejdsgivere så have flere end 10 personer i gang samtidig?
Sådan lød en af henvendelserne til DI’s personalejuridiske rådgivning onsdag.
Det korte svar er: Ja, det må arbejdsgiveren gerne. >
Læs også: Sandahl: Milliardhjælp sikrer tusindvis af nødstedte virksomheder
Gælder ikke job, supermarked og tog
Myndighederne forklarer, at forbuddet mod 10 personer samlet ikke gælder for arbejdspladser.
- Forbuddet hindrer ikke almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads, står der på myndighedernes fælles informationssite.
Her kan arbejdsgivere desuden læse, at forbuddet heller ikke omfatter, at flere end 10 personer på sædvanlig vis er til stede og bevæger sig rundt for eksempel i en butik, et supermarked eller på en togstation og ej heller almindelig brug af kollektive transportmidler som for eksempel tog, busser, fly og færger.
Læs også: Kære kommuner – lad os sammen holde hjulene i gang
Hold gang i produktionshallerne
Onsdagens myndighedstiltag omfatter lukning af blandt andet frisører, storcentre samt barer.
På myndighedernes fælles hjemmeside står, at det er er myndighedernes vurdering, at hvis danskerne nedbringer antallet af sociale kontakter, sikrer behørig fysisk afstand mellem os og øger effekten af social afstand endnu mere, får Danmark endnu mindre spredning af smitte med COVID-19 – og aflaster og afbøder dermed trykket på på sundhedsvæsenet så meget som muligt.
Statsministeren har desuden sagt, at alle der kan arbejde hjemme, skal gøre det indtil 30. marts. Men Mette Frederiksen har også sagt – og det er måske her nogle bliver forvirrede – at vi skal holde gang i produktionsdanmark og på den måde sikre arbejdspladser og modvirke konkurser.
Vicedirektør Sanne Stadil, DI forklarer, at virksomhederne bør iagttage myndighedernes anbefalinger om hygiejne, ligesom virksomheden så vidt muligt bør planlægge arbejdet, så der er fysisk afstand mellem medarbejderne.
- På trods af coronavirus er det helt afgørende, at virksomhederne holdes i gang, så vi også har et godt samfund med flest mulige arbejdspladser og en sund økonomi på den anden side af denne krise, siger hun.
Sanne Stadil understreger desuden, at det er DI’s klare udgangspunkt, at raske medarbejderne skal møde på arbejde.
- Det følger af ledelsesretten, at virksomheden kan bestemme, hvem der skal sendes hjem eller møde op på arbejdet, med mindre myndighederne har udstedt et påbud om karantæne til en medarbejder. En medarbejder kan i øvrigt heller ikke give sig selv karantæne/isolation, og det er ulovligt fravær at blive væk fra sit arbejde uden en saglig begrundelse, siger hun.
Læs også: DI: Erhvervslivet forstår svære tiltag
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.