Ud over Esben Klint Thorius (tv) og Mikkel Wad Thorsen deler adresse med cirka 20 kunstnere og andre kreative hoveder til på Skabelonloftet på Refshaleøen.

Foto: Thomas Arnbo
10.03.20 DIB Nyheder

Iværksættere vil revolutionere behandling af astma og KOL

Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius har startet virksomheden Teton.ai med formålet at kunne kortlægge og forudse astma- og KOL-anfald.

På loftet over et gammelt skibsværft på Refshaleøen i København sidder iværksætterne bag startuppen Teton.ai, Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius og arbejder. Papirstynde vinduer holder lidt af varmen fra brændeovnen inde.

I hjørnet af kontoret er brænde til resten af vinteren stablet højt, men man skal ikke blive snydt af de lidt primitive omgivelser. For på gulvet står der også en 3D-printer og på bordene dyre computere. Det er her, de to iværksættere arbejder på at nå deres ultimative mål – at kunne forudse astma- og KOL-anfald dage før de sker.

For os er der ikke noget at miste. Hvis vi havde børn og huslån, vi skulle betale af på, havde det været sværere for os at gøre. Mikkel Wad Thorsen stifter af Teton.ai

Mikkel Wad Thorsen på 30 år og Esben Klint Thorius på 25 år har begge en baggrund fra Aalborg universitet, hvor de mødte hinanden, og senere Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

Nu har de sammen stiftet virksomheden Teton.ai og arbejder for at gøre livet lettere for astma- og i fremtiden måske også KOL-patienter.

– Vi udvikler et produkt, der indsamler og behandler data om patientens tilstand. Mens de sover, overvåges deres søvn og vejrtrækning tæt via kunstig intelligens. Det giver en stor indsigt i sygdomsforløbet, fortæller Mikkel Wad Thorsen.

Læs også: Her er iværksætterdanmark

Støttekroner og prototyper baner vejen

I dag foregår udviklingen af teknologien i Skabelonloftets lokaler på toppen af det tidligere Burmeister & Wain, hvor der er kontorer, studier og atelierer.

Hvis vi skruer tiden godt to år tilbage til slutningen af 2017, har Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius gået på DTU i et halvt år, og det er på det tidspunkt, projektet for alvor begynder. Dengang var planen at gøre luften renere for astmapatienter. Ideen er langt fra glemt, men er blevet parkeret til fordel for hovedopgaven – at måle astmapatienters søvnparametre og vejrtrækning tæt, imens de sover i deres egen seng.

– Vi fik penge fra DTU til at fremstille prototyper og arbejde på projektet sideløbende med studiet. Senere fik vi støtte fra Innovationsfonden, hvilket accelererede processen. I sommeren 2019 blev Mikkel færdig med sin kandidat, og der begyndte vi at arbejde fuld tid, fortæller Esben Klint Thorius.

Astma og KOL er kroniske luftvejs- og lungesygdomme, og patienterne skal typisk besøge hospital eller læge jævnligt, og flere af dem er i høj risiko for at blive indlagt på hospitalet. Det vil Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius ændre på.

Vi får udbetalt et beløb svarende til dagpenge, når der er penge til det. Før virksomheden tjener penge, skal vi heller ikke tjene noget nævneværdigt. Esben Klint Thorius stifter af Teton.ai

– I dag er det populært at tracke puls, antal skridt og aktivitet især blandt sunde og raske mennesker. Det gør reelt ikke den store forskel for dem. Det har derimod en stor betydning for syge mennesker at tracke deres sygdom, siger Mikkel Wad Thorsen. Derfor vil Teton.ai give patienter mere viden om deres sygdom, så de kan forstå den bedre og få mere ammunition til at få et bedre liv med færre indlæggelser.

Læs også: Fremtiden er tænkende maskiner og AI i lommen

Vent med snakken om penge

De to unge iværksættere mangler det sidste udvikling og test af teknologien, før de er klar til at rykke ud på markedet og finde en investor.

– Vi prøver at holde den så lang tid som muligt uden en investor. Det er sjovere at få en investor, på et tidspunkt hvor man virkelig kan trykke på speederen og har mulighed for at vokse, siger Mikkel Wad Thorsen.

I følge ham er investorer uundværlige, og det er vigtigt løbende at opbygge et forhold til potentielle investorer og vise dem, at man kan nå de mål, man sætter sig. Derudover skal pengene ikke være det første på dagsordenen.

– Jeg kan bedst lide ikke at snakke om penge, første gang vi mødes med en investor. Det er vigtigere at se, om der er kemi, om de synes, ideen er fed, og om de har ekspertise til at hjælpe os frem, siger Mikkel Wad Thorsen.

Læs også: Få hele DI - for ingenting

Kontor med egen produktion

Virksomheden er finansieret gennem støtte fra fonde. I 2018 fik projektet blandt andet et legat fra Alexander Foss’ Industrifond samt et års medlemskab af Dansk Industri.

– Det gav os hjælp til at søge relevant finansiering og mulighed for at investere yderligere i virksomheden. Vi investerer næsten alt i udvikling. Det betyder, at vi får udbetalt et beløb svarende til dagpenge, når der er penge til det. Før virksomheden tjener penge, skal vi heller ikke tjene noget nævneværdigt, siger Esben Klint Thorius.

Derfor kan det heller ikke betale sig for Teton.ai at sende opgaver ud til eksterne konsulenter på det stadie, virksomheden er i. Produktionen klarer de endda også selv med en 3D-printer. Den står på gulvet på loftskontoret og fylder ikke mere end en flyttekasse.

– Lige nu bygger vi, hvad der skal til, her på kontoret. På sigt er vores egen printer ikke holdbar, når vi skal skalere produktionen op. Men i øjeblikket udvikler vi produktet, og så er det smart selv at bygge det, siger Esben Klint Thorius.

Læs også: Virtuel robotsimulering sender SMV mod det uendelige univers

Ingen fallerede rockstjerner

– Når man laver en teknologi-startup, kan man godt blive forelsket i teknologien, så man først efterfølgende forsøger at finde et problem, teknologien kan løse. Det kan især være en svaghed for DTU’er, siger Mikkel Wad Thorsen.

Iværksætter-makkerparret forsøger at have problemet i centrum, men elsker også at arbejde med kunstig intelligens og computerens andre muligheder. Det er en balance, men problemet er det afgørende for, om en startup bliver en succes.

– Vi kommer ikke til at sidde som 45-årige fallerede rockstjerner og tro, vi skal lave det nye AC/DC. Vi giver det et 100 procents reelt skud, men hvis det ikke lykkes, tager vi også konsekvensen og finder på noget andet at lave, siger Mikkel Wad Thorsen.

Hverken han eller Esben Klint Thorius er bundet af større udgifter. Det gør det, ifølge dem, lettere at lave en startup.

– For os er der ikke noget at miste. Hvis vi havde børn og et huslån, vi skulle betale af på, havde det været sværere for os at gøre nu. Iværksætteri er et usikkert indtjeningsgrundlag, og det skal man være opmærksom på, siger Mikkel Wad Thorsen.

På vej fra loftsrummene ned ad en udvendig, stejl trappe er der udsigt over parkeringspladsen, som næsten er tom. Det kan være, det er anderledes om fem år, for i 2023 udløber lejekontrakten, da der er planer om at bygge nyt. Men mon ikke Teton.ai til den tid har råd til at leje sig ind der også?

Iværksætterne Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius udvikler deres startup Teton.ai i det tidligere skibsværft Burmeister & Wains lokaler, Skabelonsloftet, hvor der er i dag er kontorer, studier og atelierer.

Iværksætterne Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius udvikler deres startup Teton.ai i det tidligere skibsværft Burmeister & Wains lokaler, Skabelonsloftet, hvor der er i dag er kontorer, studier og atelierer.

Iværksætterne Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius udvikler deres startup Teton.ai i det tidligere skibsværft Burmeister & Wains lokaler, Skabelonsloftet, hvor der er i dag er kontorer, studier og atelierer.

Iværksætterne Mikkel Wad Thorsen og Esben Klint Thorius udvikler deres startup Teton.ai i det tidligere skibsværft Burmeister & Wains lokaler, Skabelonsloftet, hvor der er i dag er kontorer, studier og atelierer.

TETON.AI

Producerer monitoringsteknologi til astma- og KOL-patienter

Projektet er startet i 2017

Støttet af Alexander Foss’ Industrifond, Innovationsfonden, DTU, Fonden for Entreprenørskab, Aage og Yelva Nimbs fond, Tranes fond og Otto Bruuns fond.

Mikkel Wad Thorsen

Færdiguddannet ingeniør fra DTU i 2019

30 år

Esben Klint Thorius

Læser sin kandidat i human-centered artificial intelligence på DTU

25 år

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anders Sparre

Anders Sparre

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3973
  • Mobil +45 2627 2494
  • E-mail asp@di.dk

Relateret indhold